Julekur i Ribe: Tradition, netværk og julestemning

Erhverv 05. december 2024

Ribes erhvervsliv benyttede sig af den årlige Julekur i Ribe til at netværke på kryds og tværs. Omkring 100 gæster deltog i arrangementet, der blev afholdt på Ribe Katedralskole den 4. december. Foto: Monospace.

Redaktør:

Torben Lyng

Erhvervskonsulent

Kontakt Torben

Den 4. december var Ribe igen samlingspunkt for den traditionsrige Julekur for erhvervslivet. Med Ribe Katedralskole som ramme og over 100 deltagere i julestemning, blev aftenen en fejring af fællesskab og lokale relationer.

Direktør Karsten Rieder fra Business Esbjerg åbnede aftenen med en varm velkomst, inden borgmester Jesper Frost Rasmussen gav en status på året, der er gået i Ribe. Borgmesteren afsluttede med at ønske glædelig jul til erhvervslivet.

Hans Peter Folmann fra Destination Vadehavet fulgte op med spændende indsigt i turismens udvikling. Med Tulipanfesten som den stærkeste turistmagnet de seneste år, blev der også set frem mod Royal Run 2025, som måske kan tage førertrøjen som den mest besøgte begivenhed næste år.

Det var fantastisk at opleve, hvordan deltagerne engagerede sig i netværk på kryds og tværs. Julekuren handler netop om at styrke de lokale relationer, og det var virkelig en fornøjelse at se det lykkes så godt i år.

Torben Lyng

Erhvervskonsulent, Business Esbjerg

Aftenens overraskelse blev leveret af Ribes berømte Vægter, som med sine fortællinger og sange formåede at skabe en helt unik og autentisk stemning. Med sin karismatiske optræden og levende historier trak han ikke bare smil frem hos deltagerne, men høstede også aftenens største bifald.

Som altid var netværk en central del af Julekuren. Gennem hele aftenen summede lokalet af energi og samtaler, hvor idéer, erfaringer og visioner blev delt på kryds og tværs af virksomheder og erhvervsdrivende.

Imens kunne gæsterne nyde et delikat juletraktement leveret af Danhostel Ribe, der havde sammensat en menu, som bidrog til den gode stemning.

Lars og Mark fra Ribe Bryghus supplerede med deres skønne lokale juleøl, der både blev præsenteret med entusiasme og taget godt imod af gæsterne.

Erhvervskonsulent Torben Lyng fra Business Esbjerg, som har koordineret Julekuren i samarbejde med Ribe Handel og Destination Vadehavskysten, udtrykte også stor tilfredshed med aftenen:

“Det var fantastisk at opleve, hvordan deltagerne engagerede sig i netværk på kryds og tværs. Julekuren handler netop om at styrke de lokale relationer, og det var virkelig en fornøjelse at se det lykkes så godt i år.”

Alt i alt blev det en aften præget af hygge, fællesskab og masser af julestemning. Vi ser allerede frem til at samle erhvervslivet til næste års Julekur.

Glædelig jul og godt nytår!