Hundredvis af deltagere til Syddanmarks største karrieremesse i Esbjerg

Job 29. september 2021

Cirka 800 studerende, nyuddannede kandidater og andre jobinteresserede havde tilmeldt sig Karrieremesse Esbjerg 2021. Foto: Christer Holte

Redaktør:

Kontakt

Karrieremesse Esbjerg vendte tirsdag stærkt tilbage, da cirka 800 studerende og jobsøgende havde tilmeldt sig arrangementet i Blue Water Dokken for at snakke job, praktikmuligheder og karriere med mere end 50 virksomheder fra Esbjerg og omegn.

Esbjerg holdt en kæmpe karrierefest, da Business Esbjerg og 50 private og offentlige virksomheder tirsdag bød indenfor i Blue Water Dokken til Syddanmarks største karrieremesse.

Her havde cirka 800 studerende, nyuddannede kandidater og andre jobinteresserede takket ja til invitationen om at stifte bekendtskab med et stort udvalg af sydvestjyske virksomheder og organisationer.

”Det har været fantastisk at se så mange virksomheder og deltagere fylde hallen, hvilket fik messen til at summe af liv og aktivitet. Vi har oplevet en kæmpe opbakning fra virksomhederne og havde udsolgt af virksomhedsstande, ligesom vi er godt tilfredse med, at det lykkedes at tiltrække mange hundrede studerende og jobsøgende fra hele landet og fra mange forskellige uddannelsesretninger. Vi har fået meget positive tilbagemeldinger fra både udstillere og deltagere, som fik udnyttet muligheden for igen at kunne mødes ansigt til ansigt og skabe kontakter,” lyder vurderingen fra Mai-Britt Iversen, der som netværks- og eventansvarlig i Business Esbjerg har været tovholder på messen.

Kandidater fra mange byer

Messen var på forhånd blevet markedsført over for studerende og jobsøgende i hele Region Syddanmark og i år også i Nordtyskland via bl.a. uddannelsesinstitutionerne, ligesom der var arrangeret gratis buskørsel fra Aarhus, Vejle, Fredericia, Odense, Sønderborg, Haderslev, Kolding og Flensborg.

Derfor deltog også relevante jobsøgende og studerende fra andre regioner og fra uddannelsesretninger, som ikke findes lokalt. Det gav udstillerne mulighed for at vise sig frem for en masse potentielle, fremtidige medarbejdere med forskellige baggrunde.

”Vi mødte mange interessante kandidater fra en masse spændende uddannelsesretninger. Det var meget bredt, og vi har mødt både datamatikere, ingeniører, maskinmestre, salgs- og marketingsfolk – ja stort set det hele. Det er altid godt at kunne møde folk fysisk og kunne forklare dem om vores virksomhed og besvare deres spørgsmål,” forklarer Troels Munk, som er HR-chef i Bosch – Holger Christiansen.

At det betaler sig for udstillerne at vise sig frem for messegæsterne, understreges af, at 2/3 af de studerende og jobsøgende stifter bekendtskab med virksomheder, de ikke kendte på forhånd.

Hjem med aftaler og kontakter i bagagen

Messen fører dog andet end blot den indledende snak og møde med sig. Det udmønter sig i mange tilfælde også til en opfølgende kontakt, da 80 pct. af virksomhederne efterfølgende har dialog med kandidater, de møder på dagen.

Det bliver også til endelige aftaler i kølvandet på messedeltagelsen, da tal fra tidligere udgaver af Karrieremesse Esbjerg viser, at mere end halvdelen af virksomhederne efterfølgende ansætter en kandidat fra messen.

”Vores fokus var i år i høj grad at gøre de studerende opmærksomme på muligheden for at skrive opgave sammen med os og komme i praktik her. Og vi har fået skabt gode kontakter og kommer hjem med et par helt konkrete kandidater og aftaler, som er skabt her på messen,” forklarer Troels Munk fra Bosch – Holger Christiansen.

En anden deltager, der fik meget ud af besøget på messe, er Anders Dalgaard Mølholm, som læser erhvervsøkonomi – energi management (HA) på SDU. Han fik brugt messen til at få skabt kontakt og snakke med en masse esbjergensiske virksomheder om, hvilke muligheder hans uddannelse giver.

”Jeg har fået afklaring i forhold til en masse af de tanker, jeg har gået med i forbindelse med min fremtidige jobsøgning. Jeg fik snakket med en del virksomheder om, hvad jeg kan bidrage med og hvor jeg kan passe ind med min baggrund. Så det har givet mig en tryghed at vide, at jeg hører hjemme i Esbjergs erhvervsliv og der er brug for mine kompetencer,” fortæller Anders Dalgaard Mølholm.