Efter seks års studier i statskundskab på Aarhus Universitet fik Tobias Troels Bækgaard i 2021 job som fuldmægtig hos Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg. Her har han fået rig mulighed for at anvende sin teori i praksis.
– Jeg er ansat i afdelingen Politik og Kommunikation og arbejder primært med ministerbetjening og politikudvikling. Når ministeren får udvalgsspørgsmål eller skal fortælle om lovforslag, er det eksempelvis vores opgave at levere input til, hvad der kan lade sig gøre i praksis, fortæller 26-årige Tobias, der samtidig er koblet på forskellige projekter i tværfaglige teams med kolleger fra andre afdelinger.
En af dem er Julie Kirstine Lockdahl på 27. Efter fem års studieliv i Aarhus rykkede hun også mod sydvest, da hun blev ansat i Sikkerhedsstyrelsen i 2020.
– Jeg sidder i juraafdelingen, hvor vi er omkring 20 jurister. I mit team supporterer vi hele huset inden for forskellige lovområder, som produkter, tobak osv. samt skriver regler og deltager i internationale projekter, beretter Julie, der kom til Sikkerhedsstyrelsen som nyuddannet jurist.
En særlig kultur med stor tillid
En af de ting, de to kolleger sætter særligt stor pris på hos Sikkerhedsstyrelsen, er muligheden for at få indflydelse fra dag ét.
– Her er en meget flad struktur. Vi får lov til rigtig meget, og der er en stor tillid til, at vi kan løfte opgaverne – selv når man kommer som nyuddannet. Vi skal fx ikke have alt godkendt af en overordnet, hver gang vi skal give et svar på noget juridisk. Det er rigtig fedt, at vi kan tage egne beslutninger, pointerer Julie, der bakkes op af Tobias:
– Det er tydeligt, at her er en særlig kultur, og at de virkelig sætter pris på os unge medarbejdere, vurderer han.
Det er en rigtig god og sjov arbejdsplads med en meget uformel tone, og vi har rigtig meget medbestemmelse i det daglige. Vi er inddelt i selvstyrende teams, hvor vi kan sparre på tværs og bruge hinandens styrker
Julie Kirstine Lockdahl
Sikkerhedsstyrelsen
Fokus på medbestemmelse og trivsel
Foruden bredden og tilliden i de faglige arbejdsopgaver, sætter Julie og Tobias også stor pris på det sociale arbejdsmiljø hos Sikkerhedsstyrelsen, der har omkring 200 ansatte og løbende arrangerer arrangementer som ølsmagning og padel-turnering.
– Det er en rigtig god og sjov arbejdsplads med en meget uformel tone, og vi har rigtig meget medbestemmelse i det daglige. Vi er inddelt i selvstyrende teams, hvor vi kan sparre på tværs og bruge hinandens styrker. Det synes jeg er en fed måde at arbejde på, fastslår Julie.
Samtidig er der fokus på den enkeltes trivsel og udvikling – bl.a. med individuelle udviklingssamtaler hver sjette uge.
– Vi har sådan nogle 1:1-samtaler, hvor man snakker med sin leder om, hvordan det går, og hvad man gerne vil fremadrettet. Det fungerer rigtig godt, fortæller Tobias, som også er glad for de flydende arbejdspladser, der giver en god dynamik i hverdagen.
En hyggelig by at være ung i
Nu hvor studielivet er et afsluttet kapitel, er de to kolleger begge flyttet tilbage til Esbjerg, hvor de begge er vokset op. Byen er dog langt fra den samme, som da de flyttede derfra for mere end et halvt årti siden, vurderer Tobias:
– Da jeg flyttede herfra efter gymnasiet, var jeg ret sikker på, at jeg aldrig skulle tilbage. Men byen er fundamentalt anderledes nu end dengang. Her er flere cafeer, spisesteder og take away-muligheder. Byen er på en eller anden måde blevet større, og det er blevet en hyggeligere by at være ung i. Der er meget mere liv, pointerer han.
I øjeblikket bor Tobias i lejlighed i midtbyen med sin kæreste – og nyder godt af det brede udbud af fritidsaktiviteter:
– Alt det, jeg lavede i Aarhus, kan jeg også gøre her i Esbjerg. Jeg føler ikke, jeg går på kompromis. Vi går ud og spiser og bruger generelt byen meget. Og jeg spiller padel-tennis og golf et par gange om ugen. Sportsfaciliteterne er rigtig gode i Esbjerg. Og alt er i cykelafstand fra hvor vi bor.
Da jeg flyttede herfra efter gymnasiet, var jeg ret sikker på, at jeg aldrig skulle tilbage. Men byen er fundamentalt anderledes nu end dengang
Tobias Troels Bækgaard
Sikkerhedsstyrelsen
Ro i maven til næste kapitel
Julie bor pt. også i Esbjerg, men i skrivende stund er der blot få uger, til hun flytter i hus i Bramming med sin kæreste. Her planlægger parret at starte næste kapitel i deres liv.
. Bramming har alt, man ønsker som børnefamilie, når vi engang skal være det. Her er et fantastisk lokalsamfund. Og så er huspriserne nogle helt andre end i Aarhus. Jeg kan da godt se, at vi får meget mere for pengene her, griner Julie, der samtidig er glad for Esbjergs grønne områder og åbne vidder:
– Jeg elsker at løbe en tur i Vognsbølparken eller at tage en kop kaffe med ned til vandet for at se solnedgangen. Der er et fantastisk miljø ved havnen. Jeg kan også godt lide at gå ud at spise eller tage til koncert på Tobakken. Her er masser af muligheder, understreger hun.
Tobias Troels Bækgaard fik i 2021 job som fuldmægtig hos Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg og arbejder primært med ministerbetjening og politikudvikling.
Julie Kirstine Lockdahl arbejder sammen med 20 andre jurister i Sikkerhedsstyrelsen, hvor hun har været ansat siden 2020.