Agnete Brinch

Kultur og fritid 23. oktober 2023

Kunstmaler Agnete Brinch har fået stor succes med at portrættere kendte og historiske kvindelige rollemodeller. Nu er turen kommet til esbjergensiske og sydvestjyske kvinder. Foto: Morten Fog.

Vil du vide mere?

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Den sydvestjyske kunstmaler Agnete Brinch har fået stor succes med at portrættere kendte og historiske kvindelige rollemodeller. Nu er turen kommet til Esbjergs kvinder - kendte såvel som ukendte - hvis historier hun vil viderefortælle for at inspirere og indgyde mod til nutidens og fremtidens generationer.

Hvad har den verdenskendte forfatterinde Karen Blixen til fælles med en ensom esbjergensisk fiskerkone, hvis mand var på havet? Og hvordan minder tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts fortælling om Nicoline Larsens, der arbejdede på Måde Teglværk indtil kort før sin død som 92-årig?

I kunstmaler Agnete Brinchs øjne har de forskellige kvinder mere til fælles, end man skulle tro ved første øjekast. Hun har fået stor succes med at portrættere kendte og historiske kvindelige rollemodeller, men nu er turen kommet til esbjergensiske og sydvestjyske kvinder.

For kvinderne fortæller alle en historie om arbejdsomhed, udholdenhed, vedholdenhed og ikke mindst mod, som er vigtig og værd at huske og give videre. Som Agnete Brinch selv lader sig inspirere af. Og som nutidens og fremtidens generationer kan spejle sig i og lære af.

”Jeg fik mine billeder antaget på Danmarks portræthøjborg, Frederiksborg Slot, hvor jeg havde en soloudstilling i 2018. Der lagde jeg mærke til, at der var meget få kvinder der. Da gik det op for mig, hvilket tomrum der er i forhold til kvindelige rollemodeller,” forklarer Agnete Brinch om, hvorfor og hvordan hendes arbejde med at portrættere kvinder begyndte at tage form.

Siden 2015 har hun med temaet “Kvinder, der forandrer verden” portrætteret nogle af sine kvindelige rollemodeller i skikkelse af historiske figurer som Karen Blixen, Sigrid Undset, Frida Kahlo og Jomfru Maria og også nulevende som Helle Thorning-Schmidt, Puk Damsgård, Suzanne Brøgger og Magrethe Vestager.

”De har givet mig mod. Jeg suger lidt af deres mod til mig, eksempelvis af en som Margrethe Vestager. Til også at turde fylde i rummet, tage ansvar, stå frem og gå forrest. Jeg ser det som min mission og ambition at indgyde mod ved at spejle sig i disse kvinders arbejdsomhed, udholdenhed, vedholdenhed og ikke mindst mod.”

“Kvinder har stadig kamp at kæmpe for frihed og lighed. Man ser det måske ikke, mens man er ung, men når man begynder at opdage, at der ingen – eller i hvert fald meget få – vejnavne, pladser, statuer og lignende er med kvinder, lægger man pludselig mærke til det,” forklarer Agnete Brinch om sin kunstneriske mærkesag.

Hvor er Esbjergs kvinder?

Nu har den sydvestjyske kunstmaler igen grebet penslen for at portrættere ny række kvindelige rollemodeller, som måske er knapt så kendte: de sydvestjyske og esbjergensiske kvinder.

For de gemmer også på mange lærerige og inspirerende fortællinger, som er vigtige at få frem i lyset.

”Jeg synes, at det er spændende at arbejde med Esbjergs kvinder, da jeg har savnet nogle kvinder i fortællingerne – hvor er de henne? For mig handler det om almindelig ordentlighed. At få ryddet op, så det er retfærdigt og vi får fortalt om 50 pct. af historien,” forklarer Agnete Brinch.

Hun fremhæver, at der er mange uddannelser og faggrupper, som startede op i Esbjerg, hvor mange kvinder allerede gjorde deres indtog på arbejdsmarkedet helt tilbage i 1930’erne – altså lang tid før, størstedelen af kvinderne ellers begyndte at få jobs.

”Af respekt for dem har jeg taget det som opgave at udfylde det tomrum og få kvinderne repræsenteret og på landkortet,” lyder det fra kunstmaleren, som allerede er gået i gang med skitserne til de fremtidige malerier af Esbjergkvinderne.

Jeg starter halvandet til to år før med at researche. Jeg har altid været fascineret af historie og læst biografier og haft lyst til at viderefortælle historier. I det her tilfælde startede jeg for et år siden med researchen. Jeg har besøgt Jørgen Dieckmann Rasmussen fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv, som har gjort et stort arbejde og gravet kvinder frem til mig.”

”Derefter skal jeg fornemme mig frem til, hvad skal vælges ud, både individer og grupper. Det kan f.eks. være en esepige eller den stærke fanøkvinde. Hvis det skal være en bestemt kvinde, så skal de have gjort en forskel og stikke lidt ud, og hvis det er en nulevende, skal hun også have spændende fortælling eller have en finger med i historien,” forklarer Agnete Brinch, som vil lave 20 værker med kvinder fra Esbjerg og Sydvestjylland.

Hvilke kvinder, der ender med at blive udvalgt og dermed skulle inspirere nutidens og fremtidens generationer, får man mulighed for at se, når hun til oktober udstiller værkerne på Esbjerg Kunstmuseum, Esbjerg Museum og Musikhuset Esbjerg.

AGNETE BRINCH

Agnete Brinch er født i Varde i 1970. Hun er opvokset i Oksbøl, bosat i Billum og har atelier i Blåvand. Hun er autodidakt kunstmaler, oprindeligt uddannet fysioterapeut. Hun har bl.a. udstillet på Karen Blixen Museet, Frederikshavn Kunstmuseum, Frederiksborg Slot og Nymindegab Museum.

Udstillinger i 2024

Ønsker du at se Agnete Brinchs værker i 2024 har du flere muligheder:

  • Soloudstillingen “TÆNK PÅ ALT HVAD DU HAR KÆRT, at male er at håbe”, på Fanø Kunstmuseum. Fernisering den 23. marts 2024.
  • Agnete Brinch er inviteret til en solo-udstilling på Karen Blixen Museum, Nairobi Kenya. Fernisering den 17. april på Karen Blixens fødselsdag.
  • Værksted og værkstedsbutik i Blåvand, Kirkevej 1. Find åbningstider på AgneteBrinch.dk eller lav en aftale.

Udstillinger mm. i 2023

Agnete Brinch har i 2023 haft to soloudstillinger på henholdsvis Himmerland Kunstmuseum/ Per Kirkeby, Aars og Vestjyllands Kunstpavillon/Arne Haugen Sørensen Museum, Videbæk med titlen “TÆNK PÅ ALT HVAD DU HAR KÆRT, at male er at håbe”. Hendes dagsorden udvides, hun tager næste skridt og inddrager naturen, landskabet, klimaet – moder jord. Agnete Brinch udtaler, at forandring til en ny tænkning starter med os selv. Hun ønsker gennem sit kunstprojekt at betræde nye stier og opfordre os til at fokusere og reflektere på vores værdier og syn på naturens og menneskets brug af ressourcer.

Agnete Brinch medvirkede også, da Varde Kommune i september afviklede landart-udstillingen Wadden Tide med skulpturer, installationer og performances på stranden ved Blåvandshuk Fyr. Temaet var sand som habitat, ressource og materiale. Agnete Brinch indgik i projektet med fem originale værker samt en plakat, som fortsat sælges. Salgsprisen doneres ubeskåret til Mødrehjælpen.

I november ophæng og fernisering af tre kunstplakater på Karen Blixen Museum, Nairobi Kenya, hvor de byder gæsterne velkomne og fortæller en historie om forfatteren der blev anerkendt på hendes tid og en verdensdame blev skabt. Kunstplakaterne er et resultat af en solo-udstilling, 2022 og et fortsat samarbejde med Karen Blixen Museum, Rungstedlund DK og kan stadig erhverves.

Agnete Brinch er desuden nomineret til ProVardes Årets nye erhvervsnavn i Varde 2023.