DM i Skills: Ribe hepper på Victoria

Erhverv 03. april 2024

Den 18-20. april skal bagerlærling, Victoria Klavina Hansen, fra Pompei i Ribe dyste om titlen som Danmarks bedste lærling til DM i Skills. Foto: Morten Fog.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Vestjylland kan også være med, når DM i Skills kårer Danmarks bedste lærlinge. Hos bageriet Pompei øver 19-årig Victoria sig i disse dage – godt hjulpet på vej af sin mester Mikkel. Han er stolt over at have en kandidat med og håber, det kan inspirere andre unge til at vælge bageruddannelsen.

Du kan ikke træde ind hos Pompei i Ribe uden at blive fristet af de mange søde og sprøde sager, hvad enten du er til brød, sandwichs eller kager i alle mulige afskygninger. Hvor øjet bliver fristet i selve butikken, gør næsen det ude bagved i selve bageriet. Her arbejdes på højtryk for at følge med efterspørgslen, for Pompei er hvis ikke Vestjyllands mest berømte bageri så i hvert fald blandt dem.

Midt i travlheden står bagerlærling, Victoria Klavina Hansen sammen med sin mester Mikkel Hansen. De snakker om et helt særligt wienerbrød, som den unge kvinde øver sig på at gøre så lækkert og velbagt som overhovedet muligt. Ikke fordi det skal sælges i butikken, men fordi hun i næste måned deltager i DM i Skills – det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Her kæmper ca. 300 deltagere inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.

Frie tøjler

– Jeg glæder mig vildt meget til at være med og til at opleve stemningen og til at vise, hvad jeg kan. Især er jeg spændt på at skulle bage på tid. Hvis der går noget galt med min dej, for eksempel i hævningsprocessen, har jeg ikke tid til at lave den om, så den skal side i skabet første gang, forklarer 19-årige Victoria, der i bedste Den store bagedyst-stil hen over de tre dage skal konkurrere i forskellige genre som f.eks. kransekage, wienerbrød, brødskulptur og en hemmelig opgave.

Hun er oppe imod seks andre bagerlærlinge, og uanset om hun vinder eller ej, er hendes mester stolt af, at de har en repræsentant med fra Pompei. Hun går i skole i Odense på Kold College, og selvom det egentlig er deres opgave at gøre hende klar til DM i Skills, hjælper han gerne til.

– Hun får forholdsvis frie tøjler her i bageriet til at afprøve sine idéer, og jeg kommer med indspark undervejs og svarer på spørgsmål, siger han og fortsætter:

– Det er bare fedt, at hun har lyst til at udfordre sig selv. Men hun er ikke så langt i sin uddannelse, så jeg tror også, det bliver en udfordring for hende. Især det her med at bage på tid.

Hepper på Victoria

Da Mikkel fandt ud af, at Victoria skulle med, havde han allerede arrangeret en ferie med nogle venner. Derfor kan han ikke selv være med i Roskilde den 18.-20. april. Men hans kone, der styrer bagerbutikken, tager med sammen med flere andre repræsentanter fra Pompei. Så er de klar til at heppe på deres lærling.

“Vi gør generelt meget ud af at være en god arbejdsplads. Vores lærlinge skal føle sig velkommen.”

Mikkel Hansen

Bagermester Mikkel Hansen, Pompei

– Vi gør generelt meget ud af at være en god arbejdsplads. Vores lærlinge skal føle sig velkommen her. I mange bagerier sætter man dem til at lave det kedelige arbejde. Sådan er det ikke hos os. De får lov til at lave en masse og udfordre sig selv. Samtidig går vi op i, at de har gode arbejdsforhold med fornuftige arbejdstider og kan passe skolen samtidig, fortæller han.

Victoria har været hos Pompei i to år og kan sagtens se sig selv fortsætte i bageriet, når hun er færdiguddannet. Hun bor på en gård i Skærbæk uden for Ribe sammen med sin kæreste.

For mig betyder det meget, at jeg kan komme i lærer tæt på, hvor jeg bor. Og at det samtidig er et så fedt sted som her.

Victoria Klavina Hansen

Bagerlærling, Pompei

Oprindeligt troede Victoria Klavina Hansen hun skulle være konditor, men efter en praktikperiode hos Pompei endte hun som bagerlærling. Nu skal hun dyste om titlen som Danmarks bedste lærling til DM i Skills. Foto: Morten Fog.

Ender som romkugler

– For mig betyder det meget, at jeg kan komme i lærer tæt på, hvor jeg bor. Og at det samtidig er et så fedt sted som her. Først troede jeg, at jeg skulle være konditor, men efter en praktikperiode hos Pompei, blev jeg ret vild med at lave brød og afprøve forskellige former for wienerbrød.

Mikkel fortæller, at mange, især pigerne, ofte går efter konditorfaget, og at de mangler bagerlærlinge. Derfor er det også fedt for dem at have en kandidat med til DM i Skills, for så kan de vise flaget og vise, at Vestjylland har et fedt bageri med højt til loftet.

Victoria er snart færdige med dagens wienerbrødsforsøg, men de bliver ikke solgt i butikken.

– Nej, de fleste af hendes eksperimenter ender som romkugler. Ikke fordi de er dårlige, men konkurrenterne skal jo helst ikke lure hende af, siger Mikkel med et smil.

DM i Skills

Er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 deltagere kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.

Det giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

DM i Skills afholdes på Dyrskuepladsen i Roskilde den 18.-20. april.

Læs mere