Det er svært at beskrive, hvad stedet ”Æ Klæg” på Fanø helt præcist er. Det er ikke en bar, det er ikke et spillested, det er ikke et galleri eller en pop up-butik. Det er alt på én gang. Snart også café med en egen musikscene og gårdhave.
Navnet dækker over fannikkernes ord for den lerede, klæbrige havbund, som især kommer til syne mellem Esbjerg og Fanø ved lavvande.
– Du sidder fast i den og har svært ved at komme derfra, ligesom stedet her, siger den ene indehaver, Alan Skelmose, 57 år, med et grin.
Han forklarer, at Æ Klæg består af en tretrinsraket. Når du kommer inde ude fra Havnevej 4, støder du først på Værftet. En hyggelig bar med lokale øl, vin og kvalitetsdrinks, mange udviklet af Alan selv. Her mødes lokale til en fyraftensøl, eller turister kigger ind for at tage et spil backgammon eller Sequence.
Fra Værftet går du videre ind i baglokalerne, hvor otte lokale kunsthåndværkere udstiller alt fra keramik til smykker og hjemmestrik.
For tiden er Alan trukket i arbejdstøjet. Han er nemlig ved at istandsætte tredje ben, som kommer til at bestå af café, gårdhave og spillested kaldet ”Elses Gab”. Else er hans kone, og de to driver stedet sammen. Alan slår fast, at hun er 50 procent af ”Æ Klæg” – mindst.
Opstod ved et tilfælde
– Jeg plejer at beskrive Æ Klæg som et mødested med musik, drinks, kunst og designs. Her går man hen for at være sammen i et par timer og hygge sig. Ofte oplever jeg, at folk mødes på Værftet og danner nye konstellationer. Så bliver de måske enige om at gå hjem sammen og lave aftensmad. Det gør mig glad, for det er da bare superhyggeligt, siger Alan.
Egentlig opstod Værftet og Æ Klæg lidt ved et tilfælde. Alan var på udkig efter lokaler, hvor han kunne fremstille, udstille og sælge ud af sine hjemmelavede møbler i hans firma Albus nimbus design. Her faldt han over den gamle fiskebutik på Fanø, som både lå godt og have lokalerne. Men for at komme ind i værkstedet, skulle man først igennem forlokalet, så hvorfor ikke sælge en øl til de folk, der alligevel kom forbi? Det udviklede sig til Værftet, og senere fik Alan og hans kone den idé at leje pladser ud til øens kreative håndværkere:
– Mange sidder derhjemme i garagen med deres projekter. Her får de mulighed for at være synlige uden selv at skulle være til stede eller leje eget lokale. Kunderne betaler bare for produkterne via mobilePay. Det giver en god synergieffekt, hvor vi hjælper hinanden, siger han.
Ofte oplever jeg, at folk mødes på Værftet og danner nye konstellationer. Så bliver de måske enige om at gå hjem sammen og lave aftensmad. Det gør mig glad, for det er da bare superhyggeligt
Alan Skelmose
Indehaver af 'Æ Klæg'
Malerier fra Vadehavet
En af udstillerne, der fylder lidt mere end de øvrige på Æ Klæg, er Marco Brodde, 48 år, som har lejet et helt lokale til sit galleri. Han arbejder som naturvejleder ved Fanø Kommune og bruger en stor del af sin fritid på at male fugle samt lave raderinger.
– Forretningsdelen har egentlig aldrig sagt mig noget. Det er billederne, der driver mig, og jeg har derfor også holdt mig fra et skulle have et galleri. Især fordi det ville beslaglægge en stor del af min i forvejen sparsomme tid. Men da jeg fik mulighed for at udstille her, var jeg ikke i tvivl. Jeg behøver ikke være her hele tiden, for folk kan bare gå fra Værftet ind på galleriet. Omvendt kan jeg rigtig godt lide at være på Æ Klæg. Det handler det ikke kun om at sælge, for mange kommer også for at få en god og uformel snak om naturen, siger Marco, der samtidig sætter pris på samarbejdet med Alan.
De to er gamle venner helt tilbage fra seminarietiden, hvor de begge læste til lærer.
Marco malede til en start hovedsageligt fugle, men som han selv siger, så er fuglene ikke noget uden det landskab, de er en del af. Derfor kan du i det lille galleri også finde mange smukke malerier af naturen omkring Vadehavet. Alle til ganske rimelige priser.
– Fanø fylder selvfølgelig meget, men jeg er interesseret i hele Vadehavet og i at forstå og løfte vores lille mudderpøl op til noget større, siger han.
Varm stemning
Marco er naturligvis også stamgæst på Værftet:
– Mit hjerte banker virkelig for stedet her, både personligt som det her hyggelige møde- og kultursted, hvor man kan komme efter fyraften og altid få en snak med søde mennesker på tværs af alle generationer. Og fordi det giver mig mulighed for at være en del af at arbejdsfællesskab med andre kunsthåndværkere. Det er virkeligt helt unikt, og jeg tror, man skal opleve stedet for helt at forstå det. Det minder lidt om en irsk/skotsk pub ude på landet.
Det giver Alan ham ret i. Han er overvældet over, hvor godt Værftet er blevet taget imod af både lokale og turister.
– Ikke mange går herfra uden at være gladere, end da de kom. Her er virkelig en varm stemning, og nu glæder Else og jeg os til at åbne caféen og gårdhaven. Det bliver en vild sommer.
Du kan sagtens komme alene på Værftet. Her er altid nogen at få en snak med – om ikke andet så Alan eller Else selv.