Det er som regel hovednavnene og artisterne på en festival, der stjæler rampelyset og overskrifterne. Det er ofte dem, der sælger billetterne og som publikum kommer for at se og høre.
Men selvom Fanø Vesterland naturligvis har stor fokus på at give deres gæster særlige musikalske oplevelser med både nye og etablerede kunstnere på programmet, og blandt andet har haft store navne som Phlake, Dizzy Mizz Lizzy, C.V. Jørgensen, Marie Key, Mads Langer, D-A-D og senest Lukas Graham til at optræde, bygger festivalen på den lille Vadehavsø på meget mere end blot det musikalske.
Det er i lige så høj grad en lang række andre faktorer, der gør Vesterland til et tilløbsstykke i sådan en grad, at festivalen nu er vokset til at blive en todagesfestival med 24 koncerter og 5.000 gæster.
Foto: Emil Nørgaard / Fanø Vesterland
Foto: Emil Nørgaard / Fanø Vesterland
Unik opbakning
Kærligheden til Fanø, fokus på kvalitet og ikke mindst de tre M’er er opskriften på Vesterlands succes. M’erne består, udover musikken, af mad og mennesker. Og især det sidste aspekt, menneskene, er afgørende for, at festivalen er og forbliver en succes, som de seneste par udgaver har kunnet melde fuldstændigt udsolgt.
Det er nemlig i høj grad de 600 frivillige, lokale såvel som udefrakommende, der hvert år er hjertet i den store folkefest og sørger for, at artister og festivalgæster får en helt særlig oplevelse.
Festivalen ønsker med egne ord at samle på kreative og stolte frivillige kulturbærere, som har Fanø i hjertet og arbejder på at skabe en frivilligkultur, hvor alle føler et ansvar og kærlighed til den festival, de skal være fælles om at udvikle.
Foto: Emil Nørgaard / Fanø Vesterland
Foto: Emil Nørgaard / Fanø Vesterland
”Det er unikt, at festivalen virkelig kan samle folk herovre, som virkelig bakker op om det her. Det er fedt at se, hvordan så mange er med på ideen. Det kan godt lidt blive en floskel, men det er bare fakta, at hvis de ikke var der, var der ikke nogen festival. Nogen af dem tager endda ferie i 14 dage for at hjælpe,” som festivalens arrangør og bagmand Jesper Møller har forklaret om det lokale sammenhold i særklasse og den store skare af frivillige ildsjæle.
Den skare er på få år vokset fra de ca. 25, der var med til at stable den første udgave på benene tilbage i 2013 for 500 gæster, til de omtrent 600, som det nu kræver at afvikle en festival, som er vokset både i omfang og i antallet af gæster. Faktisk er antallet af frivillige blevet så stort, at festivalen nu har fået fastansat en kommunikations- og frivillighedschef, som blandt andet skal stå for at kommunikere og koordinere med og til alle de frivillige.
Foto: Emil Nørgaard / Fanø Vesterland
Foto: Emil Nørgaard / Fanø Vesterland
Kærlighed og kvalitet
Det sidste M spiller også en ret væsentlig rolle i Vesterland-oplevelsen. Maden er nemlig noget af det, festivalen har udmærket sig ved de senere år. Da festivalen i 2016 skulle rebrandes under navnet ’Fanø Vesterland’, besluttede man, at den skulle præsentere mange af de fortræffeligheder, Fanø kan byde på
Derfor finder man på Vesterland madboder fra lækre – og fortrinsvis lokale – spisesteder, traktører og leverandører. Menukortet er bl.a. spækket med lækre sager, alt fra fish & chips, østers, burgers, tapas med lokale specialiteter, pizza, salater og thairetter fra eksempelvis Fanø Bryghus og Kellers Badehotel.
”Vi kunne lave et musikarrangement, hvor vi fylder rammerne ud med alle de gode ting, vi har herovre.”
”Fanø er jo et stærkt brand og festivalen skal være en kvalitetsoplevelse, som tager udgangspunkt i og indeholder meget af det bedste, øen har at byde på – menneskerne, maden, kunsthåndværkerne og musikken,” forklarede hjernen bag festivalen, Jesper Møller, om ønsket om at skabe en festival, der har fokus på kvalitet og med Fanø i hjertet og i indholdet.
Datoerne for Fanø Vesterland 2022 er 2. og 3. september.
Foto: Morten Fog / Fanø Vesterland
Foto: Emil Nørgaard / Fanø Vesterland