Udsigten er det første man lægger mærke til, når man træder ud af elevatoren, efter at have trykket på knappen med tallet 17. Her øjner man orangerød solnedgang og Vesterhav så langt øjet rækker – med Esbjerg by og havn i forgrunden.
Kort efter finder duften af mad vej til næsen, mens den søde summen af snakkende gæster og blød loungemusik forkæler øregangene.
På bordene står rustikke, forskelligartede tallerkener og fade med småretter. Glaserede grøntsager, sprøde pomfritter med trøffel og små burgere. Friske østers, rørt tatar og stenbiderrogn med blinis. Her er lidt for enhver smag.
– Vores koncept er fokuseret på delemad. Maden serveres på bordet i skåle og tallerkener til deling. Vi synes, det er en dejlig uformel måde at spise på, uden at man skal gå på kompromis med kvaliteten. Og vi kan godt lide ting, man kan spise med fingrene. Som en forårsrulle eller en kartoffelkroket med mayo. Som vi plejer at sige: ”Den der deler, får mere”, fortæller Lars Svendsen, der er medejer og restauratør hos restauranten Plates, der ligger på øverste etage i den højeste af de tre A Place To-bygninger i Esbjerg.
– Mange af vores gæster har aldrig set byen fra oven – selvom de måske har boet her hele livet. Udsigten blæser virkelig folk bagover, smiler han og nikker mod vinduet, hvorfra der er 66 meter ned.
Drømmen blev til virkelighed
Lars Svendsen er uddannet tjener og har arbejdet på forskellige gourmet-restauranter både i Danmark og England – senest den populære Restaurant SILO i Københavns Nordhavn, der ligesom Plates ligger på 17. etage med udsigt over by og vand.
Sidste år skiftede han dog sammen med sin kæreste og to børn familielivet i lejlighed på Amagerbrogade ud med villa ved Vestkysten, da han fik mulighed for at gøre en drengedrøm til virkelighed: At åbne sin egen restaurant. Endda sammen med en god ven.
– Michael og jeg har kendt hinanden siden teenageårene på Bornholm og har også arbejdet sammen i København. I 2019 fandt vi ud af, at der var mulighed for at åbne en restaurant her. Det tog os kun en uge at tage beslutningen. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Lige siden jeg stod i lære som tjener, har jeg ønsket at få min egen restaurant, beretter restauratøren, der har boet i København de sidste 20 år.
Mange af vores gæster har aldrig set byen fra oven – selvom de måske har boet her hele livet. Udsigten blæser virkelig folk bagover, smiler han og nikker mod vinduet, hvorfra der er 66 meter ned
Lars Svendsen
Medejer og restauratør, Plates
Enighed om uformel delemad
Den næste opgave for de to barndomsvenner blev at finde ud af, hvad de ville servere. Hvilken type restaurant, ville de skabe?
– Vi lavede hver en liste over vores 10-15 yndlingsrestauranter for at se, om der var nogle fællesnævnere. Og restauranter som Pluto, Camino og Gorilla i København gik igen hos os begge. De kører alle det her delemadskoncept, som vi begge synes er fedt. Det er dejligt uformelt, og der må godt være skruet lidt ned for lyset og lidt op for musikken. Vi var ret enige om, at det var den vej, vi skulle gå, slår Lars Svendsen fast.
En fremragende start
Så sådan gik det. Den 22. november 2021 slog Plates Esbjerg dørene op til byens første delemads-restaurant. Og modtagelsen har mildt sagt overvældet tilflytteren.
– Det er gået fremragende! Restauranten har været utrolig godt besøgt siden åbningen. Hver måned tænker jeg, at nu må det da snart gå den anden vej. Men det fortsætter. I april måned havde vi 10.000 gæster. Det er ret mange, når vi har lukket søndag, beretter en overrasket Lars Svendsen, der samtidig har haft mere gang i baren end forventet:
– Vi havde slet ikke regnet med at sælge så mange cocktails. Folk har virkelig taget cocktailbaren til sig. Vi går efter at være byens bedste cocktailbar, hvor alle cocktails skal have en wauw-effekt både ift. smag, duft og visuelt udtryk, fortæller han, mens han serverer en ”Esbjerg by Night” med røg og rosmarin.
For både familier og forretningsfolk
Ligesom det er tilfældet for maden på tallerkenen, er gæsterne hos Plates en mangfoldig, forskelligartet gruppe, der er svær at definere som ét bestemt segment.
– Vores gæster er både studerende, kærestepar, familier og forretningsfolk. Og så afholder vi rigtig mange fødselsdage. Fordi menuen indeholder mange forskellige retter, kan man snildt spise heroppe til en fornuftig pris. Det tiltaler mange. Vi vil gerne holde et prisniveau, der gør, at man også kan gå ud at spise på en hverdag. Det er allerede helt normalt i Aarhus og København – og det begynder det også at blive blandt esbjergenserne, vurderer restauratøren.
Gav rigtig god mening
Når Lars Svendsen stempler ud fra restauranten efter lukketid, sætter han sig på cyklen og ræser de kun 15 minutter hjem til villakvarteret.
– Min kæreste og jeg havde et stort ønske om at give børnene have, trampolin og mere plads. Og det hus, vi har købt herovre, havde nok kostet det tredobbelte på Amager. Så der har været mange ting i det her, som har givet rigtig god mening, understreger han, inden vi siger farvel og tager elevatoren ned til gadeniveau igen.
A PLACE TO: MODERNE LEJLIGHEDER OG HOTELVÆRELSER MED UDSIGT
Restauranten Plates ligger i toppen af bygningskomplekset A Place To, der er et unikt co-living-koncept med 314 fuldt møblerede, moderne lejligheder og 117 hotelværelser og suiter.
Beboere og hotelgæster kan nyde godt af mere end 1000 m2 fællesområder og faciliteter, bl.a. tagterrasse, lounge, vaskeri, aktivitetsrum, hjemmebiograf, el-delebiler og meget mere.
Både fællesområder, lejligheder og hotelværelser er indrettet i lyse farver og stilfulde materialer – med træ på væggene samt designermøbler og interiør fra HAY.
Lejlighederne er alle møblerede, har privat altan og koster fra 3700 kr./md.
A Place To ligger i Grådybet i Esbjerg – tæt på både by, sportsfaciliteter og grønne områder.
A PLACE TO
Link til A PLACE TO
A PLACE TO