Banebrydende bæredygtige teknologier
Med tusindvis af kunder i 130 lande estimeres det, at der i dag bliver produceret lige knap 10 milliarder Ellepotter om året på verdensplan – et væsentligt tal i kampen om at reducere plastikpotter til at dyrke planter i. Selvom virksomheden ikke er så kendt i eget land, sætter Ellepot Danmark på verdenskortet med deres vision om at levere verdens mest konkurrencedygtige formeringssystem og en mission om at hjælpe kunderne med at spare penge ved at dyrke mere effektivt – og samtidigt også miljøvenligt.
Ellepotten, den nedbrydelige papirpotte, er i dag selve nøglen til hele Ellepot-systemet, der består af maskiner, bakker, papir og en række forskellige services. Papiret fremstilles blandt andet med banebrydende, nobelprisvindende papirteknologi, som medudvikles, testes og færdigproduceres af et større, tværfagligt team på Ellepots matrikel i Esbjerg N.
Maskinerne, der producerer selve potterne, bliver designet og bygget af et stort team af dygtige smede, elektrikere, montagemedarbejdere, tekniske tegnere og ingeniører m.m., der arbejder sammen for at tilpasse hver udgave til den enkelte kundes behov helt ned til detaljen. I sidste ende står kunden med et system, der leverer nedbrydelige papirpotter, hvilket har en lang række fordele sammenlignet med plastikpotter, -tuber og -poser – fordele, som det har taget mange år og dedikeret arbejde at udvikle.
”Det kræver en høj grad af specialisering at levere det, vi leverer, og vi er meget taknemmelige for at have adgang til så solid en arbejdsstyrke, som der findes i Esbjerg. Der er mange gode uddannelser og erhverv i Esbjerg, og det har betydet for os, at vi har kunnet finde den nødvendige arbejdskraft til at vækste denne meget unikke virksomhed til den størrelse, den har i dag,” fortæller direktør Lars Steen Pedersen.
Det kræver en høj grad af specialisering at levere det, vi leverer, og vi er meget taknemmelige for at have adgang til så solid en arbejdsstyrke, som der findes i Esbjerg.
Lars Steen Pedersen
Direktør, Ellepot A/S
Vokseværk
Samtidig med at Ellepot er vokset, har virksomheden også været nødt til at udvide lokalerne af flere omgange, både i forhold til kontorer og haller – dog altid på samme matrikel på Storstrømsvej 55.
Lokal forankring
Ellepot har én dansk partner, Floripartner i Odense, men ellers er det eksport til det store udland, der driver den fundamentale omsætning i hus. Uden danske B2C-kunder er den lokale forankring hos Ellepot derfor primært erhvervsmæssig, hvor Ellepot selv er engagerede i lokale netværk, ’advisory boards’ og naturligvis arbejder med andre lokale firmaer som leverandører.
”Når virksomheden vokser, er det vigtigt for os at have gode lokale leverandører og samarbejdspartnere, vi ved, at vi kan stole på. Esbjerg har en væsentlig produktions- og erhvervskapacitet, men er stadig lille nok til at man kender sine samarbejdspartnere godt, hvilket vi sætter pris på,” fortæller Thomas Lindberg Tranberg, som har været med på Ellepots rejse de sidste ni år, først som Head of R&D, siden Technical Manager, COO og nu CTO.
Esbjerg har en væsentlig produktions- og erhvervskapacitet, men er stadig lille nok til at man kender sine samarbejdspartnere godt, hvilket vi sætter pris på
Thomas Lindberg Tranberg
CTO, Ellepot A/S
Jubilæum
Ellepot holdt i efteråret 2022 en stor fest for ansatte og deres familier i forbindelse med ombygning og indvielse af nye haller og kontorer, så 30-års jubilæet bliver fejret lidt mere stille og roligt med en hyggelig fælles morgenmadsspisning for alle medarbejdere.