XL BYG i Bramming udvider med ny stor håndværkerbutik og byggeudstilling

Erhverv 17. marts 2025

Ombygningen af XL Byg Bramming Byggelager har stået på i flere måneder, og den 28. marts holder de åbningsreception for deres nye butik. Foto: XL Byg Bramming Byggelager.

Vil du vide mere?

Torben Lyng

Erhvervskonsulent

Kontakt Torben

XL Byg i Bramming adskiller sig fra mange andre byggemarkeder ved at have en professionel afdeling, en privat afdeling – og så et industriben. Sidstnævnte har bl.a. specialiseret sig i at tilbyde filmbelagte birkefinerplader til auto- og camperbranchen og til støberier & betonelementfabrikker. De tre ben udgør hver især ca. en tredjedel af omsætningen.

Ombygningen har efterhånden stået på i flere måneder, men nu nærmer åbningsdagen sig. Den nye udstilling er sådan set allerede åbnet for kunderne, men officielt er løber åbningsreception først af stabelen den 28. marts.

”Det glæder vi os til” udtaler Dennis Nielsen, som er direktør for XL Byg Bramming. Dennis har været en del af holdet siden 2011. I 2014 tog de første skridt i et generationsskifte i virksomheden. Sammen med Tommy Skov Kristensen og Werner Nielsen var han én af de drivkræfter, der satte skub i udvidelsen af virksomheden.

Byggemarkedet har gennemgået en flot udvikling de seneste 10 år, men har nået en grænse med hensyn til plads. Derfor udvider XL Byg Bramming nu med fokus på at kunne give kunderne en endnu bedre oplevelse. Målet er at skabe et miljø, hvor både professionelle og private kunder kan finde alt, hvad de har brug for – samlet på ét sted.

Det krydrer vi med at tilbyde vores kunder en ekstraordinær personlig service. Vores personale skal vide rigtigt meget om det meste, som vi siger. Og dermed hjælpe kunderne med at træffe de rigtige valg.

Dennis Nielsen

Direktør for XL Byg Bramming

Den professionelle afdeling tiltrækker især lokale håndværksvirksomheder og industrivirksomheder. Det gælder om at være super konkurrencedygtige lokalt på både sortiment og priser, så kunderne ikke behøver køre andre steder hen. ”Det opnår vi ved at følge skarpt med i markedet, og så agere hurtigt og fleksibelt”, udtaler Dennis Nielsen, som er direktør for XL Byg Bramming. ”Det krydrer vi med at tilbyde vores kunder en ekstraordinær personlig service. Vores personale skal vide rigtigt meget om det meste, som vi siger. Og dermed hjælpe kunderne med at træffe de rigtige valg”.

Et af de nye fokusområder er arbejdsbeklædning, hvor sortimentet er udvidet kraftigt. Formålet er at gøre det let og enkelt for kunderne at handle ind til deres medarbejdere.

Et andet fokusområde er en nyetableret byggeudstilling, der præsenterer et bredt udvalg indenfor byggematerialer – både til indendørs og udendørs brug – samlet ét sted. Det inspirerer kunderne. Denne udstilling fungerer samtidig som bindeled mellem den professionelle og den private afdeling.

For at forbedre dialogen yderligere med alle kunder har XL Byg Bramming nu integreret trælastkontoret i samme bygning. Dette forbedrer muligheden for at tilbyde personlig service og være tæt på alle kundegrupper.

“Det er vigtigt for os, at midlerne kommer tilbage til lokalområdet. ”

Dennis Nielsen

Direktør for XL Byg Bramming

I modsætning til de mange andre aktører i branchen er XL Byg Bramming privat ejet. Dette indebærer, at virksomheden kan agere mere fleksibelt og hurtigt tilpasse sig de lokale kunders behov. Samtidig gør XL Byg Bramming en dyd ud af at støtte mange aktiviteter lokalt. Direktør Dennis Nielsen udtaler: ”Det er vigtigt for os, at midlerne kommer tilbage til lokalområdet”.