I hele 2024 har de hos Belman i Esbjerg øget indsatsen for at tiltrække smede-lærlinge. Virksomheden, der designer og producerer stålkompensatorer, mangler som mange andre faglært arbejdskraft. Og indsatsen virker, fortæller head of production Tonny Østergaard.
– Vi forsøger at være synlige så mange steder som muligt. For eksempel har vi lige deltaget i Dit Karrierevalg. Her fik vi mulighed for at møde en masse unge mennesker og deres forældre. Flere ville gerne tale med os, og vi fik skabt nogle gode kontakter. Jeg venter nu på at høre fra et par stykker, som jeg har lovet en rundvisning.
For eksempel har vi lige deltaget i Dit Karrierevalg. Her fik vi mulighed for at møde en masse unge mennesker og deres forældre.
Tonny Østergaard
Head of production, Belman
– I det hele taget er Dit Karrierevalg et virkelig godt arrangement. Også fordi vi kan komme i snak med forældrene, da de ofte har en ide om, hvad der er bedst for deres børn. Hvis de ikke har dybere kendskab til smedefaget, går de måske med en fordom om, at det er hårdt, beskidt og kan give skader såsom dårlige lunger. Så fortæller jeg, at vi har maskiner til meget af det hårde arbejde i dag, ligesom vores produktion er varm, ren og lys med et ventilationssystem, som er i helt i top. Belman har meget fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø. Forældrene lyser også altid op, når jeg forklarer, at uddannelsen bestemt ikke er en lukket dør. Tværtimod, du kan blandt andet læse videre til maskinmester, ingeniør med mere og dermed blive leder. Jeg mener jo faktisk, de bedste maskinmestre, projektledere og ledere netop har været håndværkere først.
Flere skal tage en erhvervsuddannelse
Ud over Dit Karrierevalg deltager Belman i andre lærlingeindsatser som Ude Nu Esbjerg og Fagenes Fest. De arrangerer desuden selv lærlingeaftner, hvor de unge måske kører gokart, bowler eller tager ud og spiser sammen. Desuden har de ansat en lærlingekoordinator, så der altid er én at gå til. Tonny viser også gerne folkeskoleklasser rundt i produktionshallen:
– Fornyelig viste jeg en specialklasse rundt herinde. To af drengene var totalt hooked. De stillede en masse spørgsmål og var vilde med maskinerne Resten blev afklaret med, at de skulle en anden vej. Kan jeg skubbe flere unge hen imod en erhvervsuddannelse, gør jeg det gerne, for vi har brug for alle de hænder, vi kan få.
Hos Belman har de lige nu fem lærlinge. To er på skole, en er helt nystartet, og to er såkaldte voksenlærlinge. En af dem er 33-årige Simon Nielsen, der mangler et år før sit svendebrev. Han kontaktede Belman efter en periode på kontanthjælp, hvor han famlede efter en retning i livet:
– Jeg har ADHD og kunne aldrig side stille i skolen. Det har taget mig lidt tid at finde den rette hylde, men jeg er vild med smedefaget. Det er fedt at bruge både sine hænder og sit hoved og få lov til at tænke lidt ud af boksen, forklarer han.
Afliver fordomme
Tonny fortæller, at for ham betyder det ikke så meget, om en lærling er ung eller voksen. Det vigtigste er, at de har lysten til at lære, er til at regne med og f.eks. kommer til tiden. Man må gerne stille krav. Det vokser de bare af.
– Jeg tror faktisk aldrig, jeg er kommet for sent i den tid, jeg har været her, selvom jeg møder klokken 5.30 om morgenen, siger Simon og fortsætter:
– Belman er bare en hammergod arbejdsplads. Jeg har de bedste kollegaer, der også har forståelse for det, hvis jeg bliver frustreret på grund af min ADHD og har brug for en hånd.
“Belman er bare en hammergod arbejdsplads. Jeg har de bedste kollegaer, der også har forståelse for det, hvis jeg bliver frustreret på grund af min ADHD og har brug for en hånd”
Simon Nielsen
Voksenlærling hos Belman
33-årige Simon Nielsen er voksenlærling hos Belman. Han mangler et år før sit svendebrev.
Han bliver suppleret af Tonny:
– Generelt har vi en god tone i værkstedet. Vi taler pænt til hinanden. Det er faktisk også endnu en fordom om håndværkerfaget, jeg gerne vil aflive: Vi hverken råber ad hinanden eller taler groft.
Jeg tror, det i fremtiden bliver mindst lige så attraktivt at have en erhvervsuddannelse som en universitetsuddannelse. Det skal vi også ud at fortælle de unge. Og deres forældre ikke mindst.
Tonny Østergaard
Head of production, Belman
Et fælles ansvar
Hos Belman vil de fremover fortsat prioritere lærlingeindsatsen højt, for Tonny er ikke i tvivl om, at det hjælper at være synlig til messer og arrangementer. Målet er at have omkring syv lærlinge, hvilket kræver en løbende indsats.
– For nogle år siden ville alle være smede. Der var det faktisk svært at få en læreplads. I dag kigger de unge, der vil have en håndværkeruddannelse, især mod tømrerfaget. Vi vil gerne vise dem, at smede også har mange muligheder for et spændende job, siger Tonny.
– Vi kunne selvfølgelig lade være med at tage lærlinge ind og spare den tid. Men vi har et fælles ansvar i branchen i at tiltrække og uddanne så mange håndværkere som muligt. Det ansvar vil vi gerne tage på os. Samtidig får vi mulighed for at uddanne nogle virkelig dygtige lærlinge, som måske efterfølgende kan få job hos os.
Dit Karrierevalg
Med Dit Karrierevalg giver vi virksomheder mulighed for at møde elever fra 8./9./10. klasser og deres forældre og gøre opmærksom på de mange spændende muligheder, der er for unge med den erhvervsuddannelse i Sydvestjylland. Dit Karrierevalg afholdes hvert år i oktober på Rybners Tekniske Skole.
Læs mereMed et grin fortæller Tonny, at han privat også tager det ansvar alvorligt, når han forsøger at få sine to yngste drenge til at vælge en erhvervsuddannelse.
– Den ældste læser til revisor i Aarhus, så han er tabt. Selvom revisorfaget vist også mangler arbejdskraft.
Lidt mere alvorligt lyder det:
– Jeg tror, det i fremtiden bliver mindst lige så attraktivt at have en erhvervsuddannelse som en universitetsuddannelse. Det skal vi også ud at fortælle de unge. Og deres forældre ikke mindst.