Business Esbjerg og styrelserne inviterede til uformelt netværk

Erhverv 13. marts 2025

Sammen med de lokale styrelser, Akademikerne og Jobcentrene i Aarhus og Skanderborg, inviterer Business Esbjerg ledige akademikere til en dag med fokus på karrieremulighederne i styrelserne i området. Foto: Monospace v/Jenni Olsen. Tekst: Nexus v/Julie Svarrer.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Cirka 50 akademikere fra blandt andet Aarhus mødte styrelserne i Esbjerg og Ribe til en snak om jobmuligheder. Det blev til nogle hyggelige timer, hvor de jobsøgende for alvor fik øjnene op for, hvad byen tilbyder. Især virkede det gode arbejdsmiljø og de spændende arbejdsopgaver tillokkende

Esbjerg og omegn huser hele fire styrelser: Sikkerhedsstyrelsen, Energistyrelsen, Færdselsstyrelsen og Skattestyrelsen. De søger løbende kvalificeret, højtuddannet arbejdskraft, men mange nyuddannede fra de større byer kender slet ikke til de jobmuligheder, styrelserne tilbyder. Derfor inviterede Business Esbjerg i samarbejde med Akademikerne og jobcentrene i Aarhus og Skanderborg til Styrelsesdag. Her mødte jobsøgende fra de to østjyske byer styrelserne og deres ansatte til en snak om karriere, arbejdsmiljø og Esbjerg som tilflytterby.

De cirka 50 jobsøgende ankom i bus til SoHo – Bar & Cocktails hos Street Food. Efter morgenmad og kaffe gik de fire styrelser på ”scenen”. Her fortalte Kasper fra Sikkerhedsstyrelsen blandt andet, hvordan det er at være født og opvokset i Aarhus, men flytte til Esbjerg efter det rette job. Ordstyrer, Business Esbjergs Peter Hegelund, måtte til sidst stoppe de fire repræsentanter fra Skattestyrelsen, for tiden løb simpelthen fra dem, da de skulle fortælle om alle fordelene ved netop deres arbejdsplads. Flere medarbejdere slog også på trommen for Tilflytterservice, der ligeledes var repræsenteret ved dagens arrangement.

God frokost og speeddating

Efter frokost – hvis menu næsten gav sig selv, lokationen taget i betragtning – stod den på speeddating. Og her blev flere potentielle match indgået.

”Jeg har fået mange enormt spændende snakke. Jeg ville egentlig bare ønske, vi havde haft endnu mere tid, sagde 30-årige Natalia Morozkova, der er nyuddannet cand.merc. jur. og bor i Aarhus med sin mand og tre små børn.

”For mig er Esbjerg langt væk, måske også for langt væk. Det kræver bare meget at hive en hel familie op og flytte den til en ny by. Men jeg vil overveje at sende en ansøgning. Måske er der mulighed for at pendle i en periode kombineret med hjemmearbejdsdage,” sagde hun.

 

”I kraft af min uddannelse kender jeg nok mere til styrelserne end mange af dagens andre deltagere, så selve arbejdsopgaverne overraskede mig ikke. Men jeg blev positivt overrasket over, at Esbjerg har en Tilflytterservice. Det, synes jeg, er enormt fedt.”

For Natalie lokker et job i en styrelse på grund af det gode arbejdsmiljø og work-life-balance:
”I det private arbejdsliv forventes det ofte, at du er parat til at arbejde 60 timer om ugen. Det vil jeg måske gerne om ti år, men sådan et arbejdsliv hænger ikke sammen med at have små børn.”

Stolte medarbejdere

Flere af styrelsernes repræsentanter er selv tilflyttere, og de gjorde meget ud af at fortælle dels om deres gode arbejdsplads, dels om hvor meget Esbjerg har at byde på.

”Jeg har arbejdet for Energistyrelsen i seks år. Før det boede jeg i Odense, og jeg har aldrig fortrudt min beslutning. Byen har lidt af det hele: Gode restauranter, mange aktiviteter som klatring og vandsport. Samtidig har du naturen tæt på og kan cykle til alt, siger Henrik Holm Friis, der arbejder som fuldmægtig hos Energistyrelsen. For ham ligger der samtidig en stor stolthed i at være med til at sikre den grønne omstilling.

Det bakkes op af hans kollega Ida Daugaard, der selv kommer fra Aarhus og skulle tage langt tilløb, før hun flyttede til det vestjyske. Men pendling blev simpelthen for besværligt, og i dag elsker hun ikke bare sin arbejdsplads, men også Esbjerg:

”Det har jeg snakket med mange af især de yngre jobsøgende om i dag. Samtidig har vi gjort meget ud af at fortælle, at selvom vi – ligesom alle de andre styrelser – skriger efter jurister, så kan alle profiler søge hos os. Hvis man synes, et stillingsopslag lyder spændende, skal man ikke tøve med smide en ansøgning af sted, også selvom ens uddannelse måske ikke passer fuldstændig til jobbeskrivelsen. Vi kigger nemlig mere på det hele menneske fremfor et CV.”

Et frugtbart samarbejde

Akademikerne arrangerede sammen med jobcentrene og Business Esbjerg dagen, og konsulent Tine Hejbøl Vinter, var da også særdeles begejstret:

”Det er første år, jeg er med, men jeg kan fornemme, vi kører hjem med en busfuld glade jobsøgende,” sagde hun med et smil og fortsatte:

 

“Det er første år, jeg er med, men jeg kan fornemme, vi kører hjem med en busfuld glade jobsøgende”

Tine Hejbøl Vinter

Konsulent, Akademikerne

”Jeg er simpelthen så glad for samarbejdet med Business Esbjerg og imponeret over alt det, de gør, før at tiltrække arbejdskraft. Aarhus uddanner mange akademikere og har derfor naturligt en relativ høj arbejdsløshed. Vi vil gerne have dem til at søge bredere og i hele Jylland. Derfor er det helt oplagt, at vi samarbejder med Business Esbjerg om sådan en dag, for Esbjerg efterspørger netop højtuddannet arbejdskraft. Byen er samtidig unik på den måde, at styrelserne fylder meget i joblandskabet.”

En styrelsesdag lyder måske ikke som det mest sindsoprivende i verden, men de fire timer fløj af sted. Snakken gik lystigt, stemningen var hyggelig og uformel. Det skyldes dels lokationen, for det lavloftede lokale med de rustikke vægge og pink neonskilte indbød til gode snakke. Men hovedsageligt skyldes det de jobsøgende og ansatte, som virkelig ville hinanden.

”Jamen dagen er gået over al forventning. Folk ville meget gerne snakke med os, og jeg håber og tror, at vi vil modtage ansøgninger fra nogle af dem, vi har haft forbi vores stand,” lød det fra en glad og lidt træt Ida Daugaard.