Generalforsamling i Business Esbjerg 2023

29. marts 2023

Bestyrelsesformand i Business Esbjerg, Flemming Enevoldsen. Foto: Christer Holte.

Redaktør:

Kontakt

Den 28. marts 2023 var der generalforsamling i Business Esbjerg. Vi bringer her formandens beretning, 'Året der gik 2022' samt en oversigt over Business Esbjergs bestyrelse efter generalforsamlingen.

Formandens beretning for 2022

I 2022 har Business Esbjerg konsolideret sig som en erhvervsfremmeorganisation med relevante tilbud til medlemmerne og fokus på de ting, der er vigtige for jer og for området.

Midt på året sagde vi farvel til Education Esbjerg, som blev udskilt som selvstændig organisation med ansvar for arbejdet med videregående uddannelser. Herunder de tiltræknings- og fastholdelsesaktiviteter mod studerende, som vi har udviklet og drevet i Business Esbjerg.

Om lidt vil I kunne se årsregnskabet og heraf læse, at Business Esbjerg også har styr på økonomien. Vi er ikke sat i verden for at generere overskud, men skal naturligvis forvalte de midler, vi har i form af egne projekter, kontingenter og vederlag på bedste vis.

Vi er i særdeleshed tilfredse med, at vi har haft en nettotilgang af medlemmer i 2022. Vi startede året med 876 medlemmer, og primo januar 2023 var vi 929 medlemmer.

Udskiftninger og indskiftninger

I maj måned sagde vi farvel til Susanne Nordenbæk som direktør og kunne med det samme sige velkommen i direktørstolen til Karsten Rieder. Der er sket en række andre nyansættelser, og vi har i 2022 sagt velkommen til iværksætterkonsulent Charlotte Ploug, projektkonsulenterne Arne Fogh og Ole Reinsborg, erhvervskonsulenterne Mikael Kirk Simonsen, Helene Stokholm og Bjarne Lund Jepsen samt projektleder og social medieansvarlig, Lasse Lietzen Jensen.

Med det nye hold, har der i organisationen været et fokus på de medlemsrettede tilbud – med arrangementer, forløb og netværk, på styrkelsen af Esbjerg som energimetropol og digitalt knudepunkt, på at gøre Riggen til Esbjergs samlingspunkt for iværksætteri og, endelig på at sikre den relevante arbejdskraft i virksomhederne.

Medlemsservice

Vi har været i dialog med mange af vores medlemmer og har også fået flere nye medlemmer og nået vores målsætninger på området.

Der er generelt god opbakning til vores arrangementer og netværk. Et eksempel på et velbesøgt og interessant arrangement var valgdebatten op til Folketingsvalget, som vi afholdt i samarbejde med Education Esbjerg. Her blev uddannelsespolitik og erhvervsvilkår drøftet med en meget aktiv deltagerkreds.

I 2022 havde Business Esbjerg 9 netværk, og vores netværksarrangementer havde i alt 661 deltagere. De to nye netværk; ’Go’Morgen Esbjerg’ og ’Marketing- og kommunikationsnetværket’ er begge kommet flyvende fra start med stor opbakning fra medlemmerne.

Energimetropol og digitalt knudepunkt

Tiltrækningen af energi- og datarelaterede virksomheder og styrkelsen af området som energimetropol og digitalt knudepunkt fortsætter ufortrødent.

I 2022 viste store og internationale begivenheder i Esbjerg, at det ikke kun er os selv der tænker stort om Esbjergs position og potentiale på disse områder.

I samarbejde med Norlys, afholdt vi i marts den store konference om digitalisering og bæredygtighed, BD22, og hen over foråret og sommeren gik det slag i slag med en række besøg fra ambassader og repræsentationer, besøg af ministre på højeste niveau med underskriften af Esbjerg Deklarationen og, hen på efteråret, årsmødet for WECP.

Ligeledes deltog vi på en række datamesser og indgik en vigtig samarbejdsaftale med Energinet samt Varde og Esbjerg kommuner.

Iværksætteri

Riggen er for alvor kommet i gang med indsatserne for de lokale iværksættere. Der er stor opbakning til de månedlige iværksættercaféer, og trods dystre udmeldinger om det samlede antal iværksættere i Esbjerg, så er de to iværksætterkonsulenter på Riggen i fuld sving og bistår de iværksættere der har fast plads på Riggen, og alle dem udenfor, med at udvikle og lykkes med deres virksomhed.

Det store accelerator-program, Level-Up! blev skudt i gang med 11 iværksættere og 33 mentorer. Resultaterne kunne vi se på Game Street Mekka til Esbjergs Helte, som fejrede iværksætteriet og vinderne af Level-Up! pitch konkurrencen tidligere på måneden.

Iværksætteriet blev fejret til årets store hyldest til iværksætteriet i Esbjerg, 'Esbjergs Helte'. Foto: Morten Fog.

Deltagerne fra Level Up!-forløbet fik overrakt et diplom til 'Esbjergs Helte'. Foto: Morten Fog

Arbejdskraft

Indsatserne for at sikre virksomhederne den kvalificerede arbejdskraft har eksisteret hos os i en årrække. I løbet af 2022 er det blevet mere tydeligt at indsatsen omkring sikring af arbejdskraften nu er et af fokusområderne i Business Esbjerg.

Under dette fokusområde er vores to egne karrieremesser; Karrieremesse Esbjerg i september og Dit Karrierevalg i oktober. Samlet set mødte 110 virksomheder ca. 1.000 potentielle medarbejdere, og de to arrangementer har slået sig fast som gode tilbagevendende arrangementer. Derudover deltog vi på karrieremesser i Odense og Aarhus og inviterede jobinteresserede på besøg med det formål at trække dem vestpå.

Det er også på dette område, at vi i 2022 deltog som partner i projekter med fokus på opkvalificering af medarbejdere til den grønne omstilling og rekruttering af internationale faglærte.

Det betyder noget for tiltrækningen og fastholdelsen af internationale medarbejdere at der nu er etableret et lokalt SIRI kontor på rådhuset. Vi har, sammen med Esbjerg kommune og lokale virksomheder, skubbet på for etableringen af sådan et kontor – og hilser det velkomment.

Til Karrieremesse Esbjerg den 29. september 2022 mødte de knap 600 nysgerrige jobsøgende, 51 lokale erhvervsaktører, som hver især kunne præsentere spændende karrieremuligheder. Foto: Christer Holte.

Business Esbjerg i 2023

Det er vores opfattelse at Business Esbjerg er mere synlig, mere skarp og mere relevant for virksomhederne i området, og særligt for vores medlemmer.

Indsatsen for at holde fast i den retning vil blive opretholdt og udbygget i 2023.

Medlemmer i Business Esbjergs bestyrelse

Formand

  • Flemming Enevoldsen

Næstformand

  • Jesper Frost Rasmussen, Borgmester i Esbjerg Kommune (V)

Bestyrelsesmedlemmer

  • Karsten Larsen, kunde- og markedschef i NemByg
  • May-Britt Andrea Andersen, byrådsmedlem i Esbjerg Kommune (C)
  • Henrik Larsen, rektor ved Erhvervsakademi SydVest
  • Brian Lyst, formand i FH Sydvestjylland
  • Jesper Toft Mathiasen, formand DI Sydvestjylland og adm. direktør i Lineage
  • Frank Jensen, Borgmester i Fanø Kommune (B)
  • Bente Riis Fogsgaard, Indehaver og advokat i Advokatfirmaet Archa
  • Claus Pedersen, Direktør for Ribe Fritidscenter
  • Jeanne Holmes, Medejer og administrationschef i Aqua-Teknik
  • Rikke Maj Ager, Teknisk direktør i Controlled Polymers