Kronprinsen var på rundtur i EnergiMetropol Esbjerg, mens han stod midt i København

Erhverv 23. november 2021

Esbjerg Havns direktør Dennis Jul Pedersen(tv.) og borgmester Jesper Frost Rasmussen(th.) bød sammen med Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk velkommen til H.K.H. Kornprins Frederik.Yderst til højre er Mads-Ole Astrupgaard, CEO i Fritz Schur Technical Group og formand for Wind Denmark.

Redaktør:

Kontakt

Tirsdag middag var H.K.H. Kronprins Frederik på besøg ved Energimetropol Esbjergs stand på WindEurope Electric City 2021-konferencen i København. Her fik han bl.a. en virtuel rundtur på Esbjerg Havn ved hjælp af VR-briller og mødtes med Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk og borgmester Jesper Frost Rasmussen.

”Danmark er vindenergiens hjemland,” konstaterede HKH Kronprins Frederik ved åbningen af den globale vind- og energikonference WindEurope Electric City 2021. Og skal man blive i den terminologi, må Esbjerg være vindenergiens hjemby, da Esbjerg Havn udskiber cirka 75 procent af alle vindmøller i Nordsøen.

Derfor gav det også god mening, at kronprinsen efterfølgende kiggede forbi EnergiMetropol Esbjergs stand, hvor Esbjerg Havns direktør Dennis Jul Pedersen, Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk og borgmester Jesper Frost Rasmussen sammen stod klar til at byde den royale gæst velkommen.

Her fik han en kort introduktion til nogle af de aktiviteter, der sker i Esbjerg på energifronten, inden han ved selvsyn kunne se det med egne øjne, da han fik en virtuel rundtur på Esbjerg Havn ved hjælp af VR-briller.

”Kronprinsens besøg er en flot anerkendelse og et godt eksempel på den store interesse og opmærksomhed, vi oplever i forhold til Esbjerg som grøn og bæredygtig energimetropol. I de seneste år er Esbjerg i stigende grad blevet mere og mere kendt og anerkendt som energimetropol i nationale og internationale sammenhænge, hvilket vi også mærker her på konferencen. Vi er altid glade for at kunne vise, hvordan Esbjerg spiller en central rolle i arbejdet for at indfri potentialet om en grøn omstilling, og kronprinsen virkede også meget interesseret i at høre om alle vores aktiviteter og visioner,” forklarer Jesper Frost Rasmussen om det fornemme besøg.

Stærk esbjergensisk tilstedeværelse

Udover EnergiMetropol Esbjerg er yderligere 13 esbjergensiske virksomheder repræsenteret ved konferencen, hvilket i Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæks optik er et tydeligt tegn på Esbjergs stærke position på energiområdet.

”Det er flot at se, hvor mange esbjergensiske energivirksomheder, der er til stede her på så stort et event, som samler hele den globale vind- og energisektor og store spillere fra industrien, hvorfor det er en unik mulighed for at vise sig frem. Den store tilstedeværelse viser i dén grad, at vi er Danmarks energihovedstad. Vores position som Danmarks bæredygtige energimetropol er vigtig, og vi og vores virksomheder går forrest og viser vejen for grøn, dansk omstilling,” lyder det fra Business Esbjerg-direktøren, som peger på de mange nye projekter, der er på vej i området.

”Esbjerg er ved at blive eksemplet til Europa og verden på den grønne omstilling. Vi har bl.a. to store internationale spillere på vej på Power-to-X-fronten, er førende i Europa og hele verden i forhold til udskibning af havvindmøller, ligesom vi kan blive et vigtigt knudepunkt i forbindelse med den kommende energiø i Nordsøen. Så den grønne udvikling sker her og nu i det sydvestjyske,” mener Susanne Nordenbæk.

EnergiMetropol Esbjerg og de andre esbjergensiske virksomheder vil være at finde på konferencen til og med torsdag. Her vil der være særligt fokus på elektrificering, mens programmet også vil dække alt fra onshore og offshore vind, elektrificering, sektorkobling og tekniske, innovative løsninger, til hvordan vindenergi bliver hjørnestenen i fremtidens globale grønne energisystem.

WindEurope Electric City 2021

WindEurope Electric City 2021 afholdes 23.-25. november i Bella Center I København.

WindEurope er arrangør med Wind Denmark som landepartner og medarrangør af konferencen og udstillingen, der ventes at samle omkring 8.000 besøgende og 400 udstillende virksomheder.
Electric City’s fokus på elektrificering understreges af partnerskaber med bl.a. Eurelectric, Hydrogen Europe, European Association for Electromobility, European Heat Pump Association og European Association for Storage of Energy.

Den store og tilbagevendende vindudstilling og -konference har i år fokus på elektrificering. Konferenceprogrammet med mere end 70 sessioner dækker alt fra onshore og offshore vind, elektrificering, sektorkobling og tekniske, innovative løsninger, til hvordan vindenergi bliver hjørnestenen i fremtidens globale grønne energisystem.

Esbjerg-virksomheder på WindEurope Electric City 2021:

• Atlas Copco Specialty Rental
• Blue Water Shipping A/S
• Energy Metropolis Esbjerg (Business Esbjerg og Esbjerg Havn)
• ESVAGT
• Granly Gruppen
• H2M Offshore Accommodations
• Head Energy Denmark A/S
• HELIPPE
• HYTOR Tools Solutions
• Polytech
• Semco Maritime A/S
• Shoreline Wind
• SubC Partner
• World Marine Offshore A/S

Billeder fra besøgene på de esbjergensiske stande