Nyindviet skattecenter vækker glæde hos erhvervschef: Gør Esbjerg mere attraktiv

Erhverv 25. oktober 2021

Smilene var store hos både Skattestyrelsens direktør Merete Agergaard, skatteminister Morten Bødskov og Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen ved indvielsen af det nye skattecenter i Esbjerg.

Redaktør:

Kontakt

Skatteminister Morten Bødskov indviede mandag det nye skattecenter i Esbjerg, som fuldt bemandet vil beskæftige cirka 120 medarbejdere. De mange nye statslige arbejdspladser er en gevinst for Esbjerg og er med til at skabe et mere attraktivt og varieret arbejdsmarked, vurderer Business Esbjergs erhvervschef Karsten Rieder.

Færdselsstyrelsen, Energistyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Toldstyrelsen og Skattestyrelsen. I de senere år er antallet af nye styrelser og statslige arbejdspladser i Esbjerg Kommune steget markant, og mandag meldte nyeste skud på stammen sig, da det nye skattecenter åbnede i det gamle Sct. Joseph Hospital i Nørregade.

Det resulterer i rundt regnet 120 nye arbejdspladser, når kontorerne bliver fuldt bemandet, hvilket betyder, at Esbjerg nu har i omegnen af 1.000 statslige arbejdspladser i kommunen.

”Åbningen af skattecentret og de mange nye arbejdspladser, det medfører, er endnu en positiv nyhed for området. Vores kommune har efterhånden et højt antal statslige arbejdspladser, hvilket er en stor gevinst for området, da det er med til at skabe et mere attraktivt og varieret arbejdsmarked med gode job- og karrieremuligheder, hvilket er vigtigt for vores erhvervsliv. Det betyder også meget for at styrke bosætningen, både i forhold til tiltrækningen af tilflyttere og ikke mindst fastholdelsen af de unge, der tager deres uddannelse lokalt,” forklarer Business Esbjergs erhvervschef Karsten Rieder.

Vigtigt arbejde

Skatteminister Morten Bødskov, som deltog i indvielsen, betonede, at det er et vigtigt arbejde, de godt 120 medarbejdere i Esbjerg skal udføre. De skal bl.a. styrke momskontrollen og kontrol af skatteydere med udlandsforhold.

”Kontrollen på momsområdet har ikke været tilstrækkelig. Det var derfor, at vi gik til valg på 1.000 flere medarbejdere til skatteforvaltningen – herunder en markant styrkelse af momskontrollen. Med skattecentret i Esbjerg får vi flere ressourcer og mere man power, og det er netop det, der har været brug for” siger skatteminister Morten Bødskov.

Smilet var også stort hos Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen, som kaldte det for en festdag og både lykønskede Skattestyrelsen og Esbjerg, som nu igen huser et skattecenter, efter den tidligere skatteekspedition lukkede og flyttede til Ribe tilbage i marts 2013. Samtidig påpegede borgmesteren, at de mange styrelser i kommunen er et godt tegn på, at udflytningen af statslige arbejdspladser til Esbjerg har været en succeshistorie.

”Det her er helt sikkert med til at blåstemple vores kommune som styrelsesklynge og viser, at vi har formået at løfte opgaven,” istemmer Business Esbjergs erhvervschef Karsten Rieder.