Populært event skabte julestemning blandt Esbjergs studerende

Studerende 17. december 2021

Masser af grin, smil og glade studerende, der faldt på halen på isen og vandt flotte bankopræmier. Sådan lød opskriften på en vellykket juleafslutning for Esbjergs studerende, som forleden var blevet inviteret til julehygge af Study in Esbjerg.

Redaktør:

Kontakt

Study in Esbjerg rundede et travlt år af med juleafslutning med skøjtning og julebingo for knap 200 studerende. Dermed har Study in Esbjerg-samarbejdet afholdt arrangementer for sammenlagt 3.200 studerende i løbet af 2021.

Masser af grin, smil og glade studerende, der faldt på halen på isen og vandt flotte bankopræmier. Sådan lød opskriften på en vellykket juleafslutning for Esbjergs studerende, som forleden var blevet inviteret til julehygge af Study in Esbjerg.

Det havde knap 200 takket ja til og de fik et par hyggelige timer med skøjtning på Torvet og julebingo hos Esbjerg Street Food.

“Study in Esbjergs juleafslutning er efterhånden blevet en tradition, hvor vi ønsker alle studerende i Esbjerg en god jul med hyggeligt samvær på tværs af studier. Vores juleafslutning med de mange deltagere repræsenterer meget godt det, som vi i Study in Esbjerg arbejder for. Nemlig at skabe fællesskaber på tværs af studier, hvor vi samtidig kan være med til at støtte erhvervslivet og vise de mange kulturelle muligheder, som studerende i Esbjerg kan benytte sig af i vores skønne by,” forklarer Matias Strøm, der som marketing- og eventkoordinator hos Business Esbjerg koordinerer og organiserer arrangementerne for studerende via Study in Esbjerg.

Grin, smil og glade studerende

Årets sidste arrangementet for studerende blev en stor succes og blev samtidig en flot afslutning på et år, hvor Study in Esbjerg har arrangeret et væld af events og aktiviteter, som sammenlagt har trukket cirka 3.200 deltagere til.

”Arrangementet gik over alle forventninger. Både på skøjtebanen og på Esbjerg Street Food, var der masser af grin, smil og glade studerende. Højest var dog jublen de gange der blev fejlråbt bingo, hvorpå de fede præmier stadig var i spil,” fortæller Matias Strøm om eventet.

En af de studerende, som deltog i juleafslutningen, var Simone Pedersen, der studerer sociologi og kulturanalyse på første semester på SDU Esbjerg

”Jeg synes, at det var enormt hyggeligt og jeg fik mødt andre studerende på min uddannelse. Jeg deltog, da jeg synes, at banko er hyggeligt og det var samtidigt rart med en pause fra eksamenslæsning. Jeg synes, at de her events giver rigtig meget socialt, især også fordi jeg er tilflytter, så det har givet noget fedt fællesskab med mine studiekammerater og andre studerende, jeg har mødt til de her events, ” forklarer Simone Pedersen.