Riggens nye leder: ”I skal finde det, der driver jer”

06. februar 2025

Josefine Holmberg Baslund er vores ny leder for iværksætterhuset Riggen. Foto: Morten Fog. Tekst: Julie Svarrer, NeXus.

Redaktør:

Birgit Bech Jensen

Kommunikationschef

Kontakt Birgit

Riggen, Esbjergs iværksætterhus, har fået ny daglig leder, den 38-årige Josefine Holmberg Baslund. Hun kommer ikke bare med masser af energi og virkelyst til at hjælpe byens iværksættere, hun har også selv en baggrund som selvstændig med flere virksomheder i bagagen

Hun havde første arbejdsdag i mandags, og hun kan slet ikke vente med at komme i gang med at gøre Esbjergs iværksætterhus til ét af landets bedste. 38-årige Josefine Holmberg Baslund er ny daglig leder af Riggen. Det er hun blandt andet fordi, hun brænder for iværksætteri, og fordi hun selv har en baggrund som iværksætter med flere virksomheder i bagagen; b.la. en software-virksomhed, som hun drev sammen med sin mand Ronni Holmberg Baslund, og et Iværksætter selskab, BabyGoEasy, hvor hun solgte puslepakker til bl.a. forlystelsesparker, svømmehaller og museer.

”Hvis jeg havde haft et sted som Riggen, dengang jeg var ny iværksætter, tror jeg ikke, jeg havde lukket BabyGoEasy så tidligt i opstartsfasen. Som selvstændig går man med mange tanker alene. Hvordan holder jeg fokus på kerneproduktet? Kan min forretningsidé bære eller skal jeg trække stikket og så videre. Den slags kan man have brug for sparring til,” siger hun.

Software-firmaet Creditro, som hun og ægtemanden var medejere af og drev, blev i 2022 solgt til Visma. Firmaet startede i det små med en god idé, men voksede sig lynhurtigt stort.

”Hvordan håndterer man det at gå fra en lille startup-virksomhed til pludselig at stå med en stor salgsproces og mange ansatte? Den erfaring kan jeg også trække på som daglig leder af Riggen,” forklarer Josefine.

Glæder sig til det hele

Hun kommer med store ambitioner for stedet, men først og fremmest skal byen blive endnu mere bekendt med Riggen. Udefra ser bygningen på Gl. Novrupvej 14 måske ikke ud noget særligt, men når du træder ind, bliver du mødt af hyggelige lokaler, der indbyder til kreativitet og idéudvikling. Her er gode arbejdsstationer, lækker kantineordning, mødefaciliteter, lydisolerede rum til telefonsamtaler, printer/3D-printer og adgang til værksteder. Træpaneler, bløde gulvtæpper, behagelig belysning, grønne planter, bøger og farver på væggene gør det til mere end blot et kontor. Her står tilmed et klaver doneret af Simon Kvamm.

Selvom Josefine først lige er startet, lægger hun ikke skjul på, at dette er drømmejobbet. Med strålende øjne og et skævt smil siger hun:

”Jamen jeg glæder mig mest til det hele. Til, i samarbejde med teamet fra Business Esbjerg, at bruge min popcorn-hjerne og finde løsninger, både for Riggen overordnet set, men også for de iværksættere, der bruger stedet. Det er simpelthen så fedt at få lov til at dykke ned i mange forskellige virksomheder, der kommer med vidt forskellige problemstillinger, siger hun og fortsætter:

”Jeg vil gerne hjælpe de selvstændige med at finde deres eget spor, det, der driver dem. Det fokus kan nemt glippe. Både hvis du vækster hurtigt, og hvis du gerne vil trygheden, hvor du tjener penge. De tanker kan jeg da genkende selv som tidligere iværksætter.”

En by for selvstændige

Riggen drives af Business Esbjerg med støtte fra Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune. Stedet har 16 faste pladser forbeholdt iværksættere, som får hjælp til at blive flyvefærdige af stedets konsulenter og samarbejdspartnere. Derudover bliver man tilbudt undervisnings- og udviklingsforløb og får tilknyttet et professionelt advisory board.

”Det unikke ved Riggen er selvfølgelig, at man får masser af sparring og adgang til fede lokaler. Men du opbygger også et netværk til de andre iværksættere herude. På den måde kan man bruge hinanden fremover, og det er altså guld værd som selvstændig,” siger Josefine.

Hun bor i et nybygget hus i Sædding sammen med sin mand og to børn, en dreng på 11 og en pige på syv. Hun er opvokset i byen, og kan slet ikke forestille sig at bo noget andet sted.

”Esbjerg har jo det hele. Karrieremæssigt er her altid en branche, man kan hoppe ind i, for byen rummer alle slags arbejdspladser. Samtidig er du tæt på naturen med vadehavet og grønne områder. Byen gør i dag også meget for at fremme kulturen med spændende museer og det nye Maritimt Center, lyder det begejstret fra Josefine, der samtidig slår fast:

”Og nu jeg vil gerne være med til at sætte Esbjerg på Danmarkskortet som den bedste by at bo i, hvis du gerne vil starte egen virksomhed.”

Kender du Riggen?

  • Stedet er for alle iværksættere – lige fra dig, der har en idé til dig, der skal eller måske allerede har ansat din første medarbejder.
  • Du kan leje en fast arbejdsplads på Riggen. Det koster 500 kr. pr. måned. Derudover skal du betale for forplejning.
  • Du kan også bruge vores flyverpladser, hvis du endnu ikke arbejder fuldtid med din idé, eller bare gerne vil være i miljøet op til 2 gange ugentlig. En flyverplads koster 350 kr. pr. måned.
  • Har du en plads på Riggen, kan du gratis benytte stedets mentorprogram, 1:1-sparring, iværksætterccafé eller deltage i arrangementer, programmer og aktiviteter.
  • Et af Riggens tilbud er Level Up! forløbet, et skræddersyet acceleratorprogram hvor du får hjælp til at få din virksomhed til at vækste.

Riggen

Riggen drives af Business Esbjerg med støtte fra Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune. Link til Riggens hjemmeside.

Riggen