Tiltrækning af arbejdskraft er første prioritet for Business Esbjerg

14. oktober 2022

Et af vores konkrete tiltag der bidrager til at trække relevant arbejdskraft til området er Karrieremesse Esbjerg som finder sted i September. Foto: Christer Holte

Redaktør:

Kontakt

Når vi spørger vores medlemmer om deres største udfordringer, så har svaret de seneste år været; manglen på arbejdskraft, og vi besøger virksomheder, som kunne ansætte 20 smede eller elektrikere, hvis de var til rådighed.

De senere år har tiltrækning af arbejdskraft således været en af de allervigtigste opgaver for Esbjerg. Det er der intet nyt i.

Det nye er, at tiltrækning af arbejdskraft ikke længere ’blot’ er et lokalt anliggende. Esbjerg spiller en nøglerolle i den grønne omstilling i både Danmark og Europa, hvilket Esbjerg Erklæringen er et meget konkret bevis på. Esbjergs mangel på arbejdskraft må ikke blive en flaskehals for at udleve Danmark grønne ambitioner på klimaområdet.

Derfor er tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft både den første, anden og tredje prioritet for Business Esbjerg. Og vi har mange tiltag i gang:

 

Med ’Dit Karrierevalg’ giver vi virksomheder mulighed for at møde 8. og 9. klasser og – ikke mindst! – deres forældre og vise de mange spændende jobs og karrierer, der er i byen for erhvervsuddannede. Her kan unge komme på ’speed-dating’ med elever og lærlinge fra byens virksomheder, og det giver et godt erhvervsfagligt supplement til den uddannelsesvejledning, som ellers ofte ender med at sende flest muligt på gymnasiet.

Senest var der 200-300 elever fra 8, 9 og 10 klasse i Fanø, Esbjerg, Vejen og Varde kommuner, som deltog – det er 10-15 procent af en årgang. Og vi ved, det virker: ”Fedt arrangement – nu har noget at tale videre om hjemme ved køkkenbordet”, som en mor skrev til os efterfølgende.

Sætter bredt ind

For de færdiguddannede er der ’Karrieremesse Esbjerg’, som skal præsentere feltet af højtuddannede – som i denne sammenhæng er fra de professionsrettede korte videregående uddannelser til de lange videregående uddannelser – for karrieremulighederne i byen.

Det er blevet et populært arrangement, som både virksomheder og kandidater prioriterer, og det har udviklet sig til et tilløbsstykke: Over 50 lokale virksomheder præsenterer sig selv og en karriere hos dem for 500-600 kandidater, og der opstår konkrete job-match på dagen. En vigtig indsats, som skaber en god ramme for det første møde mellem medarbejder og arbejdsgiver.

’Karrierepartnerskab’ er et netværk på aktuelt 17 virksomheder, som har til formål at synliggøre de gode karriere- og jobmuligheder, som virksomhederne har. Virksomhederne i samarbejdet repræsenterer behovet for arbejdskraft bredt. Både offentlige og private samt tekniske og kommercielle virksomheder er en del af samarbejdet, som rækker ud mod kandidater i de store, danske studiebyer.

Resultatet er blandt andet, at 500 kandidater uploader deres CV til vores ’CV-database’, og joblisten med de ledige stillinger i området er en af de mest besøgte sider på vores hjemmeside.

Et tiltag rettet mod ingeniørstuderende på Aalborg Universitet Esbjerg er vores ’Jobgaranti’ til alle kandidater derfra. Som udgangspunkt er vores erfaring at ingeniørerne fra Aalborg Universitet kommer hurtigt i job, men vi vil gerne understøtte at alle får en tilknytning til det lokale erhvervsliv og bliver i området.