To iværksættere fylder tipier og kalenderen op med fester og arrangementer

16. juni 2023

De to gode venner fra Ribe og Esbjerg, Michael Vahl (tv) og Daniel Jepsen (th) startede i 2023 virksomheden Nordic Tipi, der udlejer nordiske tipier til events i hele Danmark. Foto, video og tekst: Lars Düwel / WestStream.

Redaktør:

Kontakt

I starten af året blomstrede en ny virksomhed op i Ribe. Nordic Tipi, der udlejer store tipier til fester og arrangementer, har fået en flyvende start, og iværksætterne bag har blandt andet skaffet flere spændende samarbejder med andre iværksættere i området.

En søndag i maj kun et stenkast fra Ribe Å rejser to kæmpe telte sig mod den skinnende blå himmel. Telte er faktisk ikke det rigtige fagudtryk her. Det rigtige navn for de to kanvaskonstruktioner er tipier, og sammen med to gode venner fra Ribe og Esbjerg danner de grundstenen i et nyt, sprudlende iværksættersamarbejde; Nordic Tipi.

Først og fremmest tænkte jeg nok bare wow. Det synes jeg virkelig er den følelse, man får, når man første gang står i de her kæmpe konstruktioner.

Michael Vahl

Medstifter af Nordic Tipi

To dage forinden kæmper Michael Vahl og Daniel Jepsen med at rejse en kæmpe træpæl på omtrent ti meter. De er i gang med at gøre klar til en bryllupsmesse, hvor de for første gang for alvor skal fremvise deres nye virksomhed.

”Jamen vi glæder os helt vildt. Vi er så spændte,” siger Michael Vahl, medstifter af Nordic Tipi, og fortsætter:

”Vi starter sådan ægte på søndag. Vi har selvfølgelig allerede lavet et par opsætninger, men det har mest været for os selv. Så fra på søndag går det for alvor løs,” siger Michael Vahl, der oprindeligt er uddannet kommunikatør.

Han forklarer videre, at deres tipier ikke er at forveksle med de populære glampingtelte, der er lavet af bomuld. Tipierne her er lavet af specialfremstillet kanvas, der både er et mere slidstærkt og vandtæt materiale.

Så tipierne for første gang i Skanderborg

Idéen til Nordic Tipi skal findes hos Michael Vahls fortid ved Skanderborg Festivalen, hvor han for tre år siden så tipierne for første gang.

”Først og fremmest tænkte jeg nok bare wow. Det synes jeg virkelig er den følelse, man får, når man første gang står i de her kæmpe konstruktioner. Så kan jeg huske, at der i tipien her var en barløsning, hvor baren var placeret midt i teltet, og det fungerede super godt. Så det krydret med alle de fleksible muligheder og tilpasninger, der kan laves, gjorde bare, at vi blev nødt til at handle på idéen.” siger Michael Vahl.

Michael Vahl, der i virksomheden står for markedsføringen, mens kammeraten Daniel Jepsen står for det praktiske, havde i forvejen stiftet bekendtskab med Business Esbjerg qua sit selvstændige virke i sit mediebureau.

Men Business Esbjerg kunne alligevel hjælpe iværksætterduoen på et helt nyt niveau.

”Vi skulle have styr på noget finansiering, fordi Nordic Tipi trods alt kræver et lidt større budget, end både Daniel og jeg har været vant til. Så vi lavede en forretningsplan og derefter hjalp Business Esbjerg os med at gennemgå den og forberede os på, hvad en bank gerne vil se og høre. Så det har været en kæmpe hjælp,” siger Michael Vahl.

“Så vi lavede en forretningsplan og derefter hjalp Business Esbjerg os med at gennemgå den og forberede os på, hvad en bank gerne vil se og høre. Så det har været en kæmpe hjælp.”

Michael Vahl

Medstifter af Nordic Tipi

Fik et samarbejde op at stå med Plate Petite

Men det var ikke kun på den økonomiske side, at Nordic Tipi kunne hente hjælp fra Business Esbjerg. Også ift. netværk har de fået et meningsfuldt samarbejde op at stå.

”Business Esbjerg hjalp os med at få en kontakt op at stå med Lone Schmidt fra Plate Petite. Lone er virkelig skarp på serviceudlejning og hele planlægningen af den visuelle identitet til fester og arrangementer. Så hun har fået sin egen stand her til bryllupsmessen på søndag, hvor folk kan se, hvordan deres næste fest kunne komme til at se ud,” siger Michael Vahl.

Et andet samarbejde Business Esbjerg har hjulpet Nordic Tipi med er Annette Posselt, der har GoToDenmark og sidder ved Riggen til daglig. Hun arrangerer skræddersyede events og oplevelser for erhvervslivet, og Nordic Tipi skal sætte en af deres tipier op for hende til en produktkendskabstur i Esbjerg.

”Så på den måde spiller Business Esbjerg også en stor rolle i forhold til at binde folk sammen.”

Bryllupsmesse gav ordrer i bogen

Tilbage ved bryllupsmessen er festen godt i gang. Der er jazzmusik fra scenen, mens solen stråler om kap med Michael Vahls smil. Efterfølgende er tilfredsheden med arrangementet stor.

”Det gik fuldstændig, som vi havde turde håbe på. Messen var velbesøgt og vi regnede os frem til, at der cirka har været 350 gæster spredt over hele dagen. Vi fik tre solide bookninger i kalenderen til næste år, så det meste af august 2024 er faktisk allerede ved at være fyldt ud,” siger Michael Vahl, der også for nylig har landet en anden, stor ordre.

Om Nordic Tipi

Nordic Tipi holder til i Ribe og har allerede fået bookninger rundt i hele landet – blandt andet Lemvig, Horsens og Nyborg. 

Se mere på deres hjemmeside

”Vi er booket til at sætte en tipi op bag ved den store scene på Torvet til Esbjerg Festuge i år. Så der er det meningen, folk kan trække sig lidt tilbage og nyde en stille stund i vores tipier,” siger Michael Vahl, der forudser, at så længe de har det sjovt med projektet, så bliver de ved.