Tysk ambassadør på besøg: Skal lære af Esbjergs grønne omstilling

Erhverv 25. januar 2022

Den tyske ambassadør Pascal Hector mødtes bl.a. med Esbjergs borgmester Jesper Frost og Business Esbjergs direktør Susanne Nordenbæk på sit to dage lange besøg i Esbjerg.

Redaktør:

Kontakt

Den tyske ambassadør har på egen opfordring været på et to dage langt besøg i Esbjerg for at blive klogere på byens arbejde med den grønne omstilling. Tyskland skal i de kommende år i gang med en stor og ambitiøs grøn omstilling, hvorfor der er et stort potentiale for, at områdets virksomheder kan eksportere grønne teknologier, vurderer ambassadøren, Business Esbjergs direktør og borgmesteren.

Hvad gør den største industrination med den største økonomi i Europa, når den står overfor en storstilet grøn omstilling? Man kigger mod Danmark – og særligt Esbjerg – for at få viden og inspiration fra Danmarks energihovedstad.

Tysklands højeste diplomatiske repræsentant i Danmark, ambassadør Pascal Hector, har på egen opfordring været på et to dage langt visit i Esbjerg for ved selvsyn at se og høre mere om byens og områdets mange grønne projekter og aktiviteter på energifronten.

”En af de største ambitioner, hvis ikke den største, for den ny regering er at gennemføre den grønne omstilling i Tyskland. Det er førsteprioritet, at energireformen bliver en succes. Og for at det lykkes, har vi brug for grøn energi – og meget af det,” forklarer Pascal Hector og giver dermed samtidig forklaringen på, hvorfor valget faldt på Esbjerg, da han drog på sin første officielle visit rundt i landet som Tysklands ambassadør i Danmark.

”Danmark og Esbjerg er interessante for Tyskland, da I er producenter af grøn energi og vi er forbrugere af den. Og vi har brug for grøn energi fra stabile og pålidelige leverandører og samarbejdspartnere som jer,” forklarer den tyske ambassadør.

At Tyskland i fremtiden får brug for meget mere grøn energi, skyldes, at den nye tyske koalitionsregering, som trådte til i starten af december, har lagt fra land med ambitiøse klimaplaner. Det indebærer en stor investering i og kraftig acceleration af landets grønne energiindsats, hvor atomkraft afskaffes helt og kul udfases, da 80 procent af strømmen skal være grøn i 2030.

Den tyske ambassadør besøgte bl.a. Copenhagen Infrastructure Partners(CIP), hvor projektdirektør David Dupont-Mouritzen fortalte om det kommende PtX-anlæg i Esbjerg.

Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk deltog bl.a. også på mødet hos CIP.

Skulderklap til Esbjergs udvikling

Et af de mange steder, som den tyske ambassadør besøgte på sit visit i Esbjerg, som bl.a. indebar rundtur på havnen og besøg hos lokale virksomheder som Semco Maritime og Shoreline samt PtX-aktøren Copenhagen Infrastructure Partners(CIP), var Esbjerg Rådhus. Her stod borgmester Jesper Frost og Business Esbjergs direktør Susanne Nordenbæk klar til at fortælle ambassadøren mere om Esbjergs grønne energiindsats.

”Et besøg som dette er et stort skulderklap til Esbjergs grønne arbejde og vores position som den grønne energimetropol i Nordeuropa. Esbjergs betydning kan måske være lidt overset herhjemme nogle gange, når det gælder den grønne omstilling. Men internationalt oplever vi i høj grad, at den udvikling og omstilling, vi har gennemgået, bliver bemærket og vores rolle og indflydelse på området bliver anerkendt. Vi har allerede høstet erfaringer, viden og kompetencer, som nu bliver efterspurgt både på europæisk og globalt plan,” lyder det fra borgmester Jesper Frost, som tilføjer, at den internationale bevågenhed kan ses på antallet af udenlandske delegationsbesøg, som Esbjerg har i omegnen af 200 af om året.

Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk er også begejstret over, at Tyskland kigger mod Esbjerg, men pointerer samtidig, at det ikke er overraskende.

”Vi kan allerede se i dag, at halvdelen af de sydjyske virksomheder eksporterer til Tyskland. Så det er en afgørende samarbejdspartner og et enormt vigtigt marked, som ligger lige udenfor vores bagdør. Der er stort potentiale for, at vores virksomheder kan eksportere løsninger, vi bruger herhjemme, ned over grænsen. Og vi har rigtigt mange virksomheder her i området, der kan spille ind her,” mener Susanne Nordenbæk.

Stort eksporteventyr kan vente

Besøget i Esbjerg har også bekræftet ambassadør Pascal Hector i, at der er gode muligheder for et øget samarbejde og mere samhandel mellem de to nabolande. Han vurderer, at Esbjergs rolle i den grønne omstilling kan give byen ekstra gode muligheder.

”Der venter ubetinget Esbjerg et stort eksporteventyr. Jeg tror, at Tyskland er et meget interessant marked for den danske industri. Danmark er allerede en vigtig samarbejdspartner for Tyskland og bliver det i endnu højere grad i fremtiden – og særligt for Esbjerg er der gode fremtidsperspektiver i forhold til den grønne omstilling,” lyder det fra Pascal Hector.

”Jeg vil overalt fortælle, hvilke gode og produktive samarbejdsmuligheder, der er mellem Danmark og Tyskland – og ikke mindst Esbjerg og Tyskland. Jeg har været på besøg her for at lære mere om mulighederne for samarbejde med Esbjerg og jeg tror, at det fremadrettet bliver endnu vigtigere med et godt samarbejde på tværs af landegrænsen,” vurderer den tyske ambassadør.

Den udmelding er sød musik i erhvervslivets ører. For øget eksport af grønne energiteknologier til Tyskland for de sydvestjyske virksomheder kan være mange penge værd. Tyskland har i årevis været det største eksportmarked for danske energivirksomheder, hvor der blev eksporteret for henholdsvis 17 og 18,2 mia. kr. i 2018 og 2019 ifølge tal fra Eurostat og beregninger foretaget af DI, Dansk Energi, Energistyrelsen, Wind Denmark og Dansk Fjernvarme.

”Eksport af grøn energi og energiteknologi er big business, som danske og vestjyske virksomheder allerede er en del af. Tysklands nye, grønne planer giver store muligheder for eksport af grøn energi, da mange af vores virksomheder her i området netop har masser af viden og erfaring inden for grøn omstilling, som tyskerne vil efterspørge. Vi har et væld af virksomheder med energieffektive produkter og teknologier samt stærke rådgivende kompetencer. Det giver os mulighed for at være med helt fremme i den grønne omstilling, som først nu for alvor er ved at komme i gang over alt i verden som eksempelvis i Tyskland,” lyder det fra en af erhvervslivets repræsentanter, Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk.