For selv om byer som Houston, Rio De Janeiro, Calgary og Perth alle er kendt som hotspots for energiproduktion og har været det i årtier, så er energiproduktionen på de kanter primært fossil.
Derfor var rejsen til Esbjerg også en rejse i tid:
”Det bliver tydeligt ved sådan et besøg, at vi i Danmark er meget længere med omstillingen fra det fossile til det vedvarende, end andre lande er. Vi er 30 år foran,” siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg og præsident i WECP.
“Det bliver tydeligt ved sådan et besøg, at vi i Danmark er meget længere med omstillingen fra det fossile til det vedvarende, end andre lande er. Vi er 30 år foran.”
Jesper Frost Rasmussen
Borgmester i Esbjerg og præsident i WECP.
Glemmer størrelsen
Ved en konference hos Semco Maritime satte vicedirektør i Energistyrelsen og ansvarlig for Center for Energiøer, Mogens Hagelskær, ord og tal på det europæiske samarbejde med at bygge energiøer som hubs for vedvarende energi.
Det er, forklarede han, ”…det største målt på anlægsinvestering, kompleksitet og politisk opbakning,” og så kørte han ellers på med noget, der i de delegeredes ører må have lydt som fremtidsmusik, men som i høj grad er nærværende, fælleseuropæisk realtid:
Allerede i 2030 skal Energiø Bornholm levere strøm nok til mellem 3 og 4 mio. husstande i Danmark og Tyskland, og i 2033 skal energiøen i Nordsøen sende de første 3 GW strøm mod land.
”Projektets størrelse og det fælles, globale udsyn i samarbejdet er det, der overrasker mest,” sagde Mogens Hagelskær i en pause efter sit indlæg:
”Når man står nede i motorrummet, så kan man godt gå og glemme, at det er virkelig store tal, vi taler om.”
Michael Bjerrum, CEO i Shoreline, fortsatte med at vise de delegerede store tal.
”Den vedvarende energi har i dag dimensioner, som er svære at begribe. Vi taler vindmølleparker, som er så store, at der er forskelligt vejr i samme park. Dogger Banke-parken vil dække et areal på størrelse med Greater London, og der opsættes havmøller, som på blot 25 minutter kan levere strøm nok til en husstands energiforbrug i et år,” sagde han.
Shoreline arbejder globalt med at prøve at få den logistik, der halser efter de stadig større vindmøller, til at følge med.
Havmølleindustriens voldsomme vækst rummer et stort potentiale for dem, der vil gribe den, pointerede Michael Bjerrum:
”Vi har været med til at bygge logistikken til de havne og havmølleparker i 15 år. Det er en viden, der efterspørges,” sagde han.
Esbjerg skal gribe mulighederne i at hjælpe andre energibyer, som ikke er så langt som os, med på den grønne bølge.
Behovet er der, siger Michael Rühe, direktør i Jutlandia Terminals, som ved aftenreceptionen havde mødt tre nordamerikanske delegerede, som meget gerne ville have hans bud på, hvordan de skal indrette en offshorehavn til vind.
”Vi har i Danmark og især i Esbjerg en stor fordel af at have været med i 20 år på denne fantastiske rejse fra fossilt til vedvarende energi. Alle de fejl, vi har begået – eller de sten, vi har ryddet på vejen – de ligger stadig for alle de andre. Der er helt sikkert et marked i at udnytte den viden, vi har opbygget herhjemme, på andre markeder,” siger han.
For Michael Rühe er der stort set ingen grænse for, hvad vi kan bidrage med:
”Hele den danske forsyningskæde har kompetencer på et niveau, som er unikt i global kontekst. Og det behøver ikke være hightech. Vi har 20-25 års lærepenge i at få tingene til at lykkes helt lavpraktisk. Det er en kompetence, vi kan sælge,” siger han:
”Vi kan bringe erfaring til et umodent marked. Det er der potentiale i”.
“Vi kan bringe erfaring til et umodent marked. Det er der potentiale i.”
Michael Rühe
Direktør i Jutlandia Terminals
WECP i Esbjerg
WECP generalforsamlingen 2022 afholdes d. 5.-8. oktober i Esbjerg for første gang. Temaet er “Energiomstilling baseret på offentlige og private partnerskaber”. Business Esbjerg arrangerede konferencen ”Energy Business Event” hos Semco Maritime d. 6. oktober. De besøgende er medlemsbyernes borgmestre samt virksomheder, der kunne have interesse i at skabe kontakt til virksomheder Esbjerg.
WECP
World Energy Cities Partnership (WECP) er en sammenslutning af ledende energibyer verdenen over og er en non-profit organisation med hovedsæde I Houston, Texas, USA.